Gengæld og Garnier

Feel-good historisk krimi på Krimimessen

Lendorph & la Cour når vidt omkring i – også i 4. bog ‘Gengæld og Garnier’ (og der er ikke point for at gætte hvorhen). Nogle ting afsluttes, så nye kan begynde, og der er naturligvis flere mord, som opklares undervejs. Vi skal i køkkenhaven, bag spejlet og en tur til Paris. Et Paris fyldt med minder og nye oplevelser og flere afsløringer end forventet. Og så er der noget med en laksemousse…

’Fanden skulle slide en hel dag for nogle få kroner når man på en time kan hugge flere hundrede.’ Det er jo et synspunkt, og det burde ikke føre til mord. Men det gør det. Det var så ikke ham, der blev kaldt ’et menneskedyr’ eller ’den fine vellystning’, selvom ham – nå ja – havde visse personlige forretninger også. Det var han så ikke ene om.

– Jeg valgte oprindeligt 1910 for ikke at skulle skrive om krig, og det er jeg specielt glad for nu. Der er ingen krig og ingen covid i mine bøger, og jeg har i hvert fald brug for ‘et andet sted at tage hen’ – også selvom det kun er i fantasien.

Det er igen Anne Gyrite Schütt, som er kunstneren bag omslaget.

– Anne gav Anna og Christian ansigter og fanger tidsånden perfekt. Vi deler en interesse for tiden, og det er fantastisk at arbejde sammen med en, der er så dygtig og som forstår 100%.

Tag med til 1910 og et udvalg af virkelige forbrydelser i selskab med Anna og Christian, Madsen, Petersen, Strømmen, tante Kate og tante Tilly, Osvaldo, hunden Frigga og mennesker, du aldrig har hørt om før.

Forsiden på bogen 'Gengæld og Garnier'

Anmeldelse

Fjerde bind af Freya Anduins krimiserie om Lendorph og laCour: Gengæld og Garnier foregår stadig i 1910, og i dette bind er forholdet mellem Lendorph og la Cour nu blevet så tæt, at de bliver gift, uden at Anna dog vil være Christians hjemmegående hustru. Men foruden en række forbrydelser, som la Cour bliver kaldt ud til suppleret af Lendorph som fotograf, byder deres tilværelse også på en rejse til Paris, som dels er en bryllupsrejse, men hvor Christian også møder politifræfekt Louis Lépine, en højt dekoreret person og ven med den franske præsident. Og netop Lépine var manden, der havde moderniseret hele det parisiske detektivkorps. Men han møder også gamle kendinge fra forbrydernes verden. Og så genoplever han det Paris, hvor han som ganske ung havde haft en kort karriere som balletdanser. De Lendorph og la Cour vender tilbage til København, venter nye mordsager, og flere af de forbrydelser, der har fundet sted i de tidligere bind enten opklares eller forbliver uopklarede. I slutningen siger Anna sit job op på Aftenbladet, og mon ikke hun og Christian vil dukke op i måske kommende bind som privatdetektiver. Som i de andre bind får man et persongalleri, hvor man bl.a. kan de, hvilke af personerne, der er virkelige, og forfatteren nævner også, hvordan hun tidsmæssigt har flyttet visse af de spektakulære mord, så de kom til at passe ind i handlingen. Som i de tre første bind har Freya Anduin også her skabt en gang hyggelig underholdning, som altså delvis bygger på begivenheder fra det virkelige liv.

Jannik Lunn på Krimimessen

Slide fra omtale og interview om bogen Gengæld og Garnier på krimimessen på Fængslet i Horsens 2023

Se videoer her.

Køb bøger.

 

Læs mere om Lendorph & la Cour

 

Freya Anduin
error: Content is protected !! Indholdet er beskyttet.