Athena på briksen

Athena havde hængt med hjelmen en tid, og det var begyndt at bekymre plejehjemsledelsen. Medicinering var ikke populært på stedet – bivirkninger er i en kategori helt for sig, når det drejer sig om guder – og på et gruppemøde blev det besluttet, at lade Dr. Zeuberkrank tage sig af sagen. Han var kendt som den ubetinget bedste psykiater for særlige tilfælde, og man fik en aftale om, at han kunne komme – formedelst et betragteligt honorar.  Athena forsøgte at protestere, men fik at vide, at det var til hendes eget bedste. Så hun kom – om end noget modvilligt – til dr. Zeuberkranks kontor en ganske almindelig onsdag.

‘Goddag, goddag’ – dr. Zeuberkrank var et stort smil – ‘læg Dem venligst på briksen der.’ Zeuberkrank pegede på en stor ottoman med rødt plys, possement og alt for mange puder. Athena så forundret på ham men lagde sig. ‘Hvad går det her ud på?’

‘Psykoanalyse’, sagde dr. Zeuberkrank og så begejstret ud. ‘Vi skal jo have fundet ud af, hvad der plager Dem’. Han satte sig omhyggeligt ned i en stor læderlænestol og tog blok og kuglepen frem.  ‘Ligger De godt?’  Han holdt en kunstpause, da der ikke kom noget svar. ‘Fortæl mig om Deres barndom’….

Athene gloede måbende på psykiateren. ‘Min barndom?? Jeg har ingen barndom’.

‘Ah’ sagde Dr. Zeuberkrank fornøjet ‘allerede i fornægtelse. Glimrende.’ Han skriblede løs på blokken ‘ umodent brug af forsvarsmekanismer, fortrængning, muligvis total fornægtelse, dårlig frustrationstolerance.’

Han så venligt på Athena ‘prøv at lukke øjnene og gå tilbage til det første, De kan huske’.

Athena sukkede dybt ‘altså da jeg sprang ud fra min faders pande….’

Dr. Zeuberkrank var tæt på at sluge kuglepenne af begejstring og skriblede videre ‘konversion, grænsende til det hallucinerende, ansats til megalomani, klare tegn på personlighedsforstyrrelse …..  ‘din fader?’

Athena næsten hvæsede – ‘Ja, dr. Sauerkraut – min fader. Zeus! Ham må de da have hørt om.’ Athene var ret tæt på at være kampberedt – hvilket i hendes tilfælde betød, at hendes sværd og skjold – ugleprydet og guldkantet – begyndte at komme til syne ved hendes ben.

‘Jippppiiieee’ figurerede stærkt i dr. Zeuberkrank bevidsthed, men han holdt det i sig – om end med besvær. Han stirrede fascineret på skjoldet, og kuglepennen kom endnu engang på overarbejde, så blækket blev svedent; ‘tydeligvis hallucinerende med stærke manifestatoriske tendenser fra logus coergulens, dårlig coping og selvbeherskelse, slet ikke adaptiv til situationen. Anaklitisk holdning til diatropisk faderskikkelse. Akkomodation mod vold – har stærkt aggressive tilbøjeligheder.’ Det her var for godt. Det var simpelthen sagen. Det var… års terapi uden tvivl. Og berømmelse. Masser af berømmelse. Det var..  Han kunne allerede se bogen… hvad skulle han kalde case’en? Den skulle jo anonymiseres på en eller anden måde…. Hannah P?  Naej. Der var ikke rigtigt swung nok.  Uglekvinden? Yes, der var den. Dr. Zeuberkrank så igen på skjoldet og kunne næsten føle laurbærrene på hovedet. Han vendte tilbage fra drømmeland med et ryk. Til arbejdet! …. Og berømmelsen… der måtte også være en neurose i det her. En af de virkeligt gode. Zeuberkrank nærmede sig en personlig højdepunktsoplevelse.

‘Zeus – ja selvfølgelig’ Nu var det bare med at spille med, ellers blev der ingen bog. Zeuberkrank var ét stort smil. ‘Fortæl mig om Deres far’ sagde han med sin bedste honningstemme.

Anduin

Kapitel fra Requis Aetatis – gudernes plejehjem. (Ufærdig)

Foto: AI (DALL-E)