At købe hus

Når du skal købe et hus på landet, er der flere ting, du kan overveje. Der er selvfølgelig de ting, som formentlig har fået dig til at ville flytte – alle mulighederne for køkkenhave og høns og hest og frugttræer og stilhed osv.

Der er så også nogle praktiske detaljer at se på – og nej, de nuværende husejere er ikke alle sammen skurke, der forsøger at flå og snyde dig – husk, at I samme sekund, du skriver under på slutsedlen, så er du selv husejer, og du har næppe ændret personlighed, mens du stod med kuglepennen i hånden.

Der er mange slags huse – hvis de skal være ’rigtigt’ ude på landet, er de ofte ældre – det jeg bor i er over 100 år – og det kan selvfølgelig ses på dem. Det er der ikke noget galt i, man skal bare ikke forvente, det fungerer som en nulenergi, moderne villa, for det gør det ikke.

Foto af lille gult hus på landet

Pas på ikke at forkøbe dig i forhold til størrelse. Ja, det er pragtfuldt med god plads – jeg har 138 kvm og 3 walk-in-closets for mig selv – men vær obs på, at hele hytten skal vedligeholdes – og ikke mindst gøres ren. Find en god størrelse, som giver max plads indenfor hvad du/I orker at holde.

Hvis du ser på huse langt ude på landet, så vælg et i nærheden af andre huse, hvis du er alene eller over 40. Hvad der ser vildt romantisk og zen ud kan være ekstremt ensomt eller umuligt at komme væk fra en vinter med høj sne, eller hvis du får brug for en læge meget hurtigt. Naboer kan være en rigtig god ting – også hvis de er en 20-50 m væk.

I det hele taget – når du ser på hus, så gør alt hvad du kan for at møde naboerne. Hvem de er, og hvordan de er, kan betyde alverden for, om du kommer til at elske stedet eller ej. Gode naboer er guld værd.

Hvis de kigger over hækken, når du kommer og se på huset, så tag det som et godt tegn. De bekymrer sig naturligvis også om, hvem de nu får til nabo og håber det bedste. Hils på og få en snak. De er døren til nabolaget i det hele taget, hvor du jo skal passe ind lige om lidt. Nogle gange kan man få brug for dem, før man aner, og jeg garanterer, du får brug for at låne et eller andet. Min flyttebil løb tør for strøm til liften, før den var tom – det klarede naboen.

Foto af svaner i luften i solnedgangen over snedækket mark

Se gerne på hus om vinteren. Alle huse er kønne i sommersol, men om vinteren får du indtryk af, hvordan landskabet er på en blytung januardag, og hvis det stadig er indbydende, vil det være paradis som sommeren. Du kan se, hvordan huset virker om vinteren – om der er mørkt eller hyggeligt. Her kan du bl.a. fået et indtryk af, om der er åbent omkring, så lysindfaldet er størst muligt. Det har en meget gavnlig virkning, hvis man er tilbøjelig til vinterdepressioner. Der er langt mere lys ved vandet eller i et åbent landskab end i en bygade.

Foto af terrasseliv med markise og stole

Et hus skal føles – ikke bare se ud. Se bort fra vægfarverne, de er ligegyldige – føl rummene, og stedet. Kig ud af vinduerne, sæt dig i sofaen, gå en tur, og kom mere end én gang. Kør væk og kom igen og mærk, om det føles som at komme hjem. Huse føles forskellige. Det afhænger af, hvem man er, og det er ikke bare noget med husets sjæl. Der er steder, man kommer ind og straks føler sig hjemme – uanset om der er nogen i huset eller ej, og andre steder, der er ’fremmede’. Det handler sjældent om hverken farver eller indbo, men det kan betale sig at følge sit instinkt, for det er jo et sted, hvor man skal trives meget længe, og hvor fortrydelse kan blive meget dyr.

Hvis du bor i byen og ikke har bil, så få en før du flytter. Lej en eller køb en meget billig brugt. Du får brug for den, når du skal se på huse, men vigtigere – du finder ud af i tide, om du overhovedet kan lide at køre bil. Og hvis du ikke kan – lad være med at flytte på landet, hvor det er uundgåeligt at køre til alt. Vælg i stedet et villakvarter i en mindre by, hvor du kan cykle, og der er offentlig transport. Flextrafik kører også på landet, men det er rart at være uafhængig.

 

Fra min bog: Bo på Landet, BoD, 2019

Freya Anduin
error: Content is protected !! Indholdet er beskyttet.