Homo Narrans – uden fortællinger, findes vi så?

Verden skal give mening, og hvis den ikke gør, så finder vi på en selv.

Mennesker har en trang, som hvis ikke overskygger, så farver alle andre. Vi kræver mening. Livet skal give mening. Handlinger skal give mening. Siden vi fik sprog, har vi spurgt ‘hvorfor’? Kigget på stjernerne, på årstiderne, på naturkatastrofer, på hinanden og spurgt – hvorfor den? Hvorfor sådan? Hvorfor lige mig? Og når vi ikke have svarene, fandt vi på dem. Guder, skæbne, magi…

Fortællinger forbinder

Vi er – men hvad er vi? Mest en samling af fortællinger, gentaget af os selv eller andre, som er mere eller mindre korrekte. Vi forbinder os til hinanden og til verden med fortællinger. Den største af dem er ‘Historien’ – ja, den med stort H. Vores historiebevidsthed – samspillet mellem vores fortidsfortolkning, samtidsforståelse og fremtidsforventning – udspilles i fortællinger. Vi sætter hinanden ind i fortællingerne fra en generation til en anden. Vi lærer, hvordan vi er mennesker gennem fortællinger. Vi bruger fortællinger til at minde hinanden om, hvordan verden fungerer, hvordan vi bør handle, hvordan man indgår i fællesskaber, og vi sammenligner hele tiden fortællingen om os selv med de andres – specielt nu, som vi får dem serveret på SoMe i en uendelig strøm.

Fortællinger har struktur. De har en begyndelse, en midte og en slutning. De har et spændingspunkt, som udløses. Der skal være nogen, der ser, nogen der handler, og nogen der føler. Øjet, hånden og hjertet. Vi definerer os selv via narrativer, som følger de samme regler, og det er det grundlæggende instinkt, som bl.a. får os til at læse bøger og se film. Vi spejler os i andres narrativer, endda så meget, at hvis vi ser en film, reagerer vores hjerne som om det er os, der handler. Vi er helten, der overvinder skurken.

Orden i kaos

Det er fortællinger, som skaber orden i kaos. Verden er uoverskuelig, uforudsigelig, uforståelig. Hvis vi skal håndtere den, må vi sortere, inddele, systematisere – og det gør vi med fortællinger. Vi ser en begivenhed, forsøger at forklare årsagen, og når der sker noget, der ligner, henter vi historien frem igen og forsøger at forudsige, hvordan det så vil gå, så vi kan føle bare en smule kontrol over situationen. Og vi kan ikke lade være. Vi vil forstå. Vi vil have kontrol. Og der er ingen som helst begrænsninger i, hvad vi finder på for at opnå det. Ingen fortælling er for vild eller absurd. Bare der er en, der forklarer hvorfor. Hvorfor hvad som helst. At der findes en virkelighed, der ikke kan bøjes af fortællinger, er et koncept så fjernt, at det for nogle slet ikke findes, og så fortæller de sig selv ind i en anden virkelighed, hvor de kan forklare og forudsige, og som de ikke vil give slip på uanset hvor falsk, hvis det betyder, at de mister følelsen af mening eller kontrol.

Vi lærer standardnarrativer fra små – hvordan man bliver venner, bliver uvenner, bliver gode venner igen, får kærester, skændes osv., så man næsten kan følge manuskriptet, hvis man kigger på. Disse skabeloner kan være svære at komme ud af, og første forudsætning er, at man er opmærksom på dem, så man kan skrive sine egne, men de giver en vis tryghed – at man gør tingene på den rigtige måde.

Al erfaring beskrives i narrativer, og alle forudsigelser foregår i narrativer. Når og så. Hvis og så. Vi sætter ting sammen for at skabe sammenhæng, også når de intet har med hinanden at gøre. Al kunst er fortællinger, uanset i hvilken form. Og al kultur består af narrativer – om os og om verden, og hvordan vi passer ind, der hvor vi er – i det vi har forladt, eller det vi er på vej til.

Uden fortællinger – findes vi så?

Anduin

Foto: FP Anduin ©.   Kan du lade være med at fortælle en historie?