Jul i middelalderen … og lidt til…

Her i Norden starter det nye år med Julen. Den opmærksomme kirkegænger har sikkert også bemærket, at vi synger nytårssalmer til advent. Derfor. Man fejrede så blot ikke nytår som en selvstændig begivenhed – året starter bare der. Man fejrede Jul. Med fynd og klem og i adskillige dage, så nytårsdag efter romersk skik, som endte med at blive den sejrende, er ottendedag jul og dermed en del af festen allerede. Ottendedag jul er også skiftedag, lønningsdag og straffedag, hvor gårdretten læses, og mindre straffe uddeles.

Julen har flere lag. Den var allerførst en mørkets fest, hvor man fejrede mørket og de døde. Så blev den en lysfest – solhvervsfesten, hvor lysets genkomst er omdrejningspunktet. Og den bliver så til Kristi fødselsdag; han er jo også et ’lys i mørket’.  I middelalderen lever alle tre lag stadig, selvom man ikke længere er bange for de døde men byder den velkommen.

 

Forberedelser

Julen starter med det vigtigste af alt – bagning, brygning og slagtning. Bagningen starter i god tid, og man er en dårlig husmor, hvis man ikke har fuldt styr på sin julebagning, som er meget omfattende. Brygningen er lige så vigtig, og selv de fattigste husholdninger har en juletønde, som er et regulært begreb. Man kan f.eks. have ’smagt juletønden’, hvis man er fuldere end normalt. Det er stærkt, godt øl – langt fra det tynde pjask, man bæller til daglig. Slagtningen er også en omfattende affære, hvis det er en stor husholdning. Mange dyr slagtes, fordi man ganske enkelt ikke har råd til at fodre dem gennem vinteren, så de stærkeste dyr overlever og resten slagtes, nedsaltes, røges eller spises i julen.

I de mørke dage frem mod jul er mørkets kræfter størst, især på Lussenat – Skt. Lucia. Der bliver man inde, stænger døren og gemmer sig godt under dynen. Ellers har man travlt op mod jul. Det er enorme mængder mad, der skal være klar, og det skal boligen også. Der skal vaskes og pudses og fejes og især drages, dvs. hjemmets fineste tekstiler skal op på væggene. Man vasker og skurer og kridter måske der, hvor der er blevet mest sodet.

 

Julefred og …eh…

Når julen indledes, bydes der julefred, og al våbenbrug, tvistigheder osv. er forbudt. Der er ekstra hårde bøder, hvis man forsynder sig og f.eks. ypper kiv. Julefreden gælder også dyrene, og i juletiden kan man heller ikke være sikker på, hvem man egentlig slår ihjel, hvis man klasker en mus, for i juledagene kan mennesker gå i dyreham. Man forsøger at beskytte sig ved ikke at nævne dem ved navn. Så f.eks. ulve bliver kaldt gråben, de langrumpede osv. (helt op i 1800-tallet.) Man arbejder ikke, og det er specielt farligt at anvende redskaber, der drejer eller har hjulform. Solen står jo stille i disse dage, og man må endelig ikke sætte året i gang før tid ved at dreje det i gang med en ten eller kværn. (Hvis man tjekker sol- op og nedgange får man bekræftet, at solen nærmest ‘står stille’ næsten to uger).

Juleaftensdag strøs gulvet i stuen med halm i et ordentligt lag, og sengene redes med alt, hvad man har til Jesus og englene. For familien – og her taler vi storfamilien med karle og piger osv. – sover i halmen på gulvet julenat – og nogle steder flere nætter. Denne julehalm har særlige kræfter (Der har man nok i senere århundreder glemt hvorfor – nemlig at folk ’sov’ i den) – og den blev gemt omhyggeligt og senere strøet på markerne og bundet om frugttræerne, for at avlekraften skulle gå over i afgrøderne. Oprindeligt har det været gjort i foråret som en del af frugtbarhedsritualerne, men det endte som en juleskik, hvor man bandt halm om træerne allerede juleaften med et vers som ’fryd dig æblekvist. Som Maria der bar Jesus Krist.’ Eller ’I aften klæder jeg dig – til sommer føder du mig’.

Så skulle stuen signes, der skulle tegnes kors på bjælkerne, og der skulle ryges for onde ånder og mørkemagter. Der blev tegnet kors på stalddør og øltønder og ridset i skinker og andre vigtige levnedsmidler. Gerne et kors inde i en cirkel – vores gamle soltegn. Kvæget blev gnedet på tænderne med salt, og dyrene fik lidt ekstra foder. Og så holdt man sig væk fra stalden. For julenat kunne dyrene tale, og det måtte man ikke overhøre. Fuglene udenfor fik et neg.

Man ofrede ved gårdens træ – mad og øl – og satte mad ud til englene – oprindeligt de døde. Mange steder var bordet dækket døgnet rundt og døren ulåst, så familiens døde kunne komme ind og spise med, hvis de ikke som andre steder, fik serveret på dørtrinnet.

 

Juledøgnet

Når Mariklokken – aftenklokken – lød, skulle alt være færdigt. Så startede julen, alt arbejde ophørte, freden sænkede sig over levende og døde. Solen og verden står stille ventende på lysets og Kristi fødsel. Og så går man i badstue. Derefter skal der rent tøj på – endda rent undertøj. Så går man ind i stuen og hilser: ‘glædelig jul. Helsen og sundhed og alt, hvad som kært er.’ Så blev et ekstra stort stykke brænde lagt på ilden (Det der siden er blevet et fransk kæmpemarcipanbrød – bouche de Nöel).  Asken fra dette stykke – helst et helt stykke stamme – gemmes og bruges som lægemiddel. En skik hele Europa har fælles.

Så er det gavetid. Og i de store huse, er det herskabet der giver – og det kan være til flere hundrede personer, hvis alle tjenestefolk, bryder og gårdsæder skal have. Der uddeles almisse i byerne – brød, øl og lys til de fattige. Man får efter rang og stand på slotte, i by og på land. Husmoderen gav julekager til alle – enten runde som solen eller i form af dyr eller mænd (Thor eller Frejas galt egentlig). De findes endnu – som honningkagemænd og –hjerter. De runde kager var præget i flotte mønstre, der kunne være hele billeder f.eks. fra bibelen, skåret i træ og presset i dejen. Sigtekage-versionen kunne være nogle ordentlige moppedrenge – op til 24 pund pr. styk.  Disse blev delt ud til børn og tyende, og hvem som evt. havde hjulpet med et eller andet gennem året. Derudover blev tøj, som var en del af lønnen, delt ud – som oftest som klæde. Det kunne også være herskabets aflagte, som man så kunne sælge med fortjeneste.

Julemåltidet indledes med en bøn og en skål. Egentlig er juleaften fastedag, men det er ikke blevet overholdt. Skinken – som denne aften er varm – er julemiddag, gerne med grønlangkål til og med grød efter – risengrød hvis man har råd. Og med et solkors ridset i smørret i midten. Husfaderen læser bønnen og udbringer Kristi og det ny års skål. Han hilser og giver skålen til sidemanden, som drikker og rækker videre med samme hilsen til sin nabo bordet rundt.  Det kan være juleøllet men helst mjød. Drikkeskålen er husets fineste stykke – måske endda et gammelt drikkehorn. At skåle på denne måde har vi gjort mindst siden vikingetid, og det er derfra, ordet ‘skål’ stammer. Efter måltidet – som har varet længe – den, der først holder op med at spise, vil dø inden året er omme – sluttes med en bøn, og man takker for maden, og husbond og madmoder giver hånd til alle.

Julemorgen – og det er ved 4-tiden – går man til Kristmesse. Til messen kommer man gående (ingen kørsel – drejende hjul bringer jo ulykke) med lys og fakler, og på kirkevolden samles faklerne i et stort bål. I kirken er der lys i alle kroner og de medbragte lys holdes i hånden. Messen varer til daggry.

Og så bliver bordet ellers stående dækket og fyldes op efterhånden som der bliver behov. Det er mest kold mad – man arbejder jo ikke i juledagene – madmoder og pigerne heller ikke. Maden er færdig – de store brød og kager, skinke, palt, pølser osv. kan blot bæres frem.

 

Varsler

Tiden bruges bl.a. til at tage varsler for det kommende år. Man kunne f.eks. liste sig udenfor lige før bordbønnen og kigge ind ad vinduet for at se, om nogen manglede hovedet. Så ville vedkommende nemlig dø inden et år.  Julelysene var også vigtige til varsler (og i det hele taget vigtige – så meget at de fattige fik lys og ikke bare brød i almisse til jul). Som regel satte man to specielle lys på julebordet som julelys (der kunne være flere lys til oplysning), og disse to lys viste næste års lykke. Man kunne også bruge dem til at lægge sine penge og værdigenstande ved, så lyset kunne skinne lykke på dem. Nogle steder blev de båret rundt, så de kunne skinne lykke på gård og dyr. og under alle omstændigheder skal de brænde hele natten. Hvis lysene stadig brændte om morgenen ville både husbond og madmoder leve dette år – ellers ville den dø, hvis lys var gået ud. Man kunne også dryppe af lyset i vand og tyde den figur, der dannedes.

Og så er der spørgsmålet, som enhver bonde vil fokusere på – vejret det kommende år. Til det sattes solemærker for de 12 juledage. 12 cirkler, hvor man så hver dag i julen indtegner vejret på denne dag, og så har man vejret for årets næste 12 måneder – efter alle solemærker at dømme.

På landet har gården dannet et lukket hele i julen, men i byerne var man ikke alene på samme måde, og der gik peblinge omkring og sang og tiggede, man gik på visit og drak hinanden til, gik i lavshuset, hentede brød hos bageren, og der var i det hele taget et helt andet leben. Og da man drak lige så meget jul som på landet, kunne der være temmelig meget trængsel og alarm. På landet var der stille, og man kiggede ikke engang ud, men slog kors for de små, så de ikke blev byttet med en skifting. (Var man i tvivl, hvis ungen var styg, kunne man holde barnet op mod solen påskemorgen. Hvis det var et troldebarn ville det revne).

 

Juledagene

Juledagene går derefter med mad og drikke og en masse julelege. Juledag foregår det meste hjemme og blandt egne bortset fra messen, men resten af julen er det sammen med landsbyen, gildet, slægt og venner.

Anden juledag er Stefansdag og hesten fejres, (så man har meget svært ved at se forskellen på Frej og Stefan, der intet har med heste at gøre men er dagens helgen). Man rider om kap og forsøger at snige sig ind i hinandens stald for at røgte hestene. Det er en god dag at årelade heste på.

Mange festligheder holdes i lavet, og på landet kan der være deciderede julelav, så udgifter og arbejde fordeles. Man holder sammenskudsgilder og har selv øl med. Man kan lege julebuk, julevætte, hvidebjørn, huggetønde, hvegekors, ælte julekage (man lægger en karl og en pige på et bord og ælter dem sammen), julebisp, de stolte nonner osv. Disse julestuer var muntre, bramfri, drukne, larmende, frivole og uopslidelige. Man forsøgte i senere århundreder at forbyde dem og ’al letfærdig og forargelig legen om julen’, men lige meget hjalp det. Selv min mormor fortalte om julestuer med julelege i sin ungdom i 1910-20, hvor man vist ikke lod middelalderen noget efter. Vi er blevet tamme, siden jomfru Gundelil spurgte sin mor, om hun måtte besøge hr. Palle – og fik lov:

 

Vel må du drikke juledrik

med unge hr. Palle i år.

Så krænker han din ære,

som han så længe eftertråer.

 

Sjette januar fejrer man så Helligtrekonger. Dette blev fejret med mysteriespil i kirken, hvor gejstlige udklædt som konger gik i procession og samlede menigheden efter sig. De gik mod kirken, hvor det blev spurgt, hvad de søgte. Svaret er selvfølgelige Kristus, og man trak et forhæng til side, hvor Maria og Josef med krybbe og Jesusbarn så var. Der var vekselang, og man ofrede de medbragte gaver til Jesusbarnet. Der kunne være flere med i stykket – en Judas, der samlede pengegaver, en Kong Herodes, gamle Simeon osv.

Denne dag er også 13. dag jul, og på denne dag sætter solen sig atter i bevægelse. Julemærkerne er nu fyldt ud, og man kan genoptage sine daglige sysler og igen bruge ten, bor, kværn osv. og køre i vogn. Den hedenske arv findes både i angsten for at dreje noget og i den stjerne, som de hellige tre konger bærer, og deres navne som stjernebringere og stjernedrejere. Stjernen over Bethlehem og den endnu større ’stjerne’ smelter sammen i traditionen.

 

14. januar er Skt. Knuds Dag og den ’officielle’ afslutning på julen:

Sankt Knud

genner julen ud.

 

Rent praktisk har den fortsat til brokke- eller bryggemisse omkring 13. januar, hvor man spiste levninger, skåret småt og kogt igen for en sikkerheds skyld.