Tolkien og den mentale elastik

Det har i forbindelse med alt halløjet omkring Ringenes Herre været diskuteret, hvad vi egentlig skal med den slags, og hvorfor folk tager eventyr til sig, så meget som de gør. Jeg vil vove den påstand, at det er en absolut nødvendighed – en overlevelsesmekanisme og socialiseringsproces – en måde at lære ‘livets store løgne’ på, som ikke kan undværes.

Jeg vil begynde med et citat fra en af mine yndlingsbøger: The Hogfather af Terry Practhett. Her taler Døden med sit barnebarn om myten (min oversættelse):
‘Mennesker har brug for fantasi for at være mennesker. … ‘
‘Tandfeen, Julemanden, Lille…?’
‘Ja. Som øvelse. Du er nødt til at starte med de små løgne’.
‘Så vi kan tro på de store? ‘
‘Ja. Retfærdighed, tilgivelse, pligt. Den slags.’
‘Jamen det er da ikke det samme?’
‘Tror du. Men tag så universet og skil det ad til de mindste dele, mal det til pulver og si det og se, om du kan finde et eneste atom af retfærdighed, et molekyle af tilgivelse. Og alligevel…’Døden viftede med hånden. ‘Og alligevel opfører folk sig, som om der var en eller anden perfekt orden i verden, som om der var…. ‘Det Rigtige’ i universitet, som det kan dømmes udfra.’
‘Jamen folk har brug for at tro på det, hvad er ellers hele meningen…’
‘Præcis min pointe.’

Historier som Ringenes Herre er nødvendige for at lære om ‘de store løgne’, som er absolut nødvendige mentalhygiejniske redskaber. Uden at have lært om retfærdighed, troskab, mod osv. kan vi ikke tro på dem, og uden denne tro kollapser verden som kaos og mørke. Hvis man ser på verden uden nogen som helst tro på, at der et eller andet sted er mening, et eller andet sted er retfærdighed, så bliver den så uhyggelig, så truende, så tilfældig, at det ikke er til at leve med, og man kan bare vælge mellem at hoppe i havnen eller blive vanvittig. Et vanvid som for nogle får udtryk af direkte ondskab eller absolut ligegyldighed. Uden eventyr fra barnsben kan vi ikke lære de helt nødvendige livsløgne.

Og så er det i øvrigt ikke gjort med det. Hvis man stadig forholder sig rent mentalhygiejnisk til sagen, er eventyr også nødvendige som steder at hvile sjælen. Verdener hvor man kan tage på ferie i tanken, opleve det umådelige, være helt, turde det umulige og vinde prinsessen og det halve kongerige. Verdener med en frihed, dagligdagen ikke har – verdener som er tilgængelige for alle, der kan få fat i en bog eller finde en historiefortæller at lytte til. Og verdener hvor man kan være tryg, for historierne ender godt, og man kan være med uden at sætte liv og førlighed på spil. Eskapisme – men nødvendig eskapisme. Hvis man ikke kan tage fri fra tv-avisens evige cyklus af sult og krig og økologiske katastrofer, bliver man også mærkelig i hovedet. Vi har brug for historier at hvile sjælen i, historier der giver håb, historier hvor det gode vinder.

Fantasy som Tolkiens lærer os om tolerance. Tolkiens verden er som andre fantasiverdener befolket af forskellige væsener, der ikke blot er forskellige racer af samme art men decideret forskellige ‘entiteter’. Væsener som er nødt til at arbejde mod et fælles mål, for at verden kan hænge sammen.
Pratchetts Discworld er anderledes, idet der ikke er nogen defineret fjende – ingen orker man uden videre kan antage som onde, her er i stedet en verden som vores om end befolket af alle mulige væsener som mennesker, dværge, trolde, vampyrer, og hvad der ellers findes. Som der er gode og onde af i skønsom blanding. Tolkien viser os de helt grundlæggende idealer, definerede og skarptskårne gode og onde, som er den helt nødvendige børnelærdom, og et billede man ofte kan trænge til at vende tilbage til for at gøre skyggerne skarpere, så forskellen på godt og ondt lettere kan ses. Discworld tager os så videre mod vores egen verden – der er ingen ‘de gode’ og ‘de onde’, så her bliver tolerancen mere pædagogisk – mere direkte til at omsætte til dagligdag. Fordelen ved at få denne lærdom ind som eventyr er den nok så nødvendige, at vi på denne måde kan få præsenteret også vore egne svagheder på en måde, der ikke straks sætter alle forsvarsværker i gang. Når kampen er mellem orker og elverfolk eller dværge og trolde, så er det ikke os, og vi kan trygt grine eller forarges og på den måde bliver lærdommen lusket ind ad bagdøren, så vi overhovedet lærer noget som helst. Præk virker ikke. Fantasy gør.

Disse ‘store løgne’ og idealer er nødvendige som pejlemærker. Hvis vi ikke har dem stående, lysende og genkendelige, har vi ingen retning. Vi er nødt til at have ting at stræbe imod, nødt til at have mål for rigtigt og forkert, nødt til at have retning. I alle situationer i livet er der mange veje, man kan gå og mange valg, der skal foretages, og for at kunne det – for overhovedet at kunne vælge, er man nødt til at have skilte der viser, hvor vejene peger hen. Hvis et samfund skal kunne fungere, skal disse skilte være tydelige i landskabet. Mange mener, at det har man bl.a. lovene til. Men love er ingenting. Love fungerer kun igennem konsensus. Vi er enige om, at det er forkert at slå ihjel, vi er enige om, at det er forkert at stjæle, men der er alligevel nogle der siger, ‘so what’ og gør det. Og lovene kan ikke forhindre det. Det er kun, hvis alle er enige om, at der skal være de skilte, at der er visse veje, man bør gå, og veje man ikke skal gå, at love overhovedet har en mening. Og det eneste, der kan få folk til at slutte op om den slags, er hvis de er enige om værdien af retfærdighed, sandhed osv. Kun hvis de virkeligt store skilte står klart i horisonten, kan man blive enige om retningen, uanset hvad der findes af småveje og omveje derhen. Og de store myter, de små eventyr – og senest de nye verdener af fantasy fra Tolkien til Pratchett bidrager til at holde vejen fri og skiltet rent og minde folk om, at de er der, og at vi er nødt til at tro på dem og følges ad, ellers går verden i stykker, og samfundet opløses til kaos.

Oveni kommer der så et helt andet aspekt, som måske netop nu er ekstra vigtigt. Fantasy øver hjernens elastikker. Fantasy træner de mentale muskler og giver rummelighed og fleksibilitet. I vores verden, hvor ting sker hurtigt, og den såkaldte ‘udvikling’ er uafvendelig og stadigt hastigere, er en fleksibel hjerne et spørgsmål om overlevelse. Hvis man kan tilpasse sig, kan man være med – ellers bliver man hægtet af og kan ikke springe på igen, for toget accelererer. Vi lever nu med umådelige informationsmængder og et teknologisk niveau, der til stadighed udvides. Vi lever i et verdensbillede, som er vokset til ukendelighed på ganske få år, og det vokser endnu.

Den moderne fysik taler om superstrenge og M-teori osv., hvor alle nyere teorier omhandler både multiple universer og flere dimensioner end 4. Når man først har vænnet sig til at bevæge sig rundt i et univers som Discworlds, er M-teori ikke specielt underlig og virker hverken truende eller umulig. For at kunne gå nye veje er man nødt til at forestille sig dem først. Og her er fantasy den bedst tænkelige træning.

Der er mange, der i tidens løb har bekymret sig om rollespil og computerspil og den slags, og jeg vil da godt tilslutte mig, at visse af de mere voldelige kan have ganske uheldige konsekvenser for følsomme sjæle, der ikke rigtigt kan se forskel på fantasi og virkelighed, men jeg er overbevist om,
at for hovedparten af dem, der bevæger sig rundt i disse alternative verdener, giver det en elasticitet og rummelighed i hjernen, som gør dem parate til, hvad virkeligheden kommer til at smide i hovedet på dem i løbet af deres liv. En parathed som faktisk er nødvendig, hvis de skal have en chance for at følge med. Og jeg er aldeles overbevist om, at det er de børn, der er vokset op med fantasy og computerspil, der bliver de af fremtidens fysikere, der kan forholde sig til M-teori og hvad der kommer derefter, og bruge det til noget. Som kan leve med felter i stedet for punkter og sætte sig ud over de mentale grænser, som er i fysikken i dag, og som alle dage har eksisteret af den helt basale grund, at det kræver nye generationer at foretage de nødvendige tankespring. Jeg tror på, at der indenfor en ret overskuelig fremtid kommer endnu et ‘giant leap for mankind’ – som de 10-15 år der startede kvantefysikken – som vil give os endnu videre horisonter og måske kan bevise de mange universer eller dimensioner – eller i det mindste påvise effekterne af dem her. Det kræver bare en mental parathed fra fysikerne at tage den mulighed som så selvfølgelig, at de giver sig til at bruge den uden en bremsende skepsis, der sætter grænser og barrierer, inden de overhovedet er begyndt. Det kræver at vokse op med historier fra En verdensomsejling under Havet til Starwars, fra ‘østen for sol og vesten for måne’ til Discworld at få den nødvendige rummelighed og få flyttet horisonterne helt ud over de yderste grænser.

Og her er vi så tilbage hos Tolkien igen. Hans univers er nødvendigt som parallelunivers. Det er et ‘øve-univers’, hvor vi kan udvide vore horisonter, træne de mentale elastikker og få de pejlemærker, der kan få vores hverdagsvirkelighed til at fungere bare sådan nogenlunde – et sted, hvor vi kan tanke op og hente inspiration og se de gode vinde over de onde, så vi kan løfte hovedet og slås videre for de ting, vi tror på, fordi vi dér har lært, at det ikke altid handler om odds og at ‘én mand kan ændre verden.’ Hvis vi ikke så det dér – hvordan skulle vi så overhovedet få tanken at prøve på det i virkeligheden, og hvordan skulle virkeligheden så kunne rumme mennesker som Jean Henri Dunant eller institutioner som FN?

For mig at se bliver Tolkien og fantasy-genren mere og mere nødvendig. For vi har mere og mere brug for mentale elastikker for at fungere i en stadigt mere kompleks verden, og vi har om muligt endnu mere brug for at blive mindet om, hvad det er, der gør os til mennesker, og se de pejlemærker, som er nødvendige for, at vi kan enes om at leve sammen og ikke på hinandens bekostning. Jeg tror mange instinktivt føler denne nødvendighed og derfor tager Tolkien til sig.

 

Anduin ©