Sig det ikke til nogen

… men Nykøbing F er igen ramme om en fin revy.

 

 

Årets revy har nyskabelser som fraklip og numre, som snor sig gennem programmet, og et par mikrosketches. Men ellers er alt som det plejer – Henning is back, for helvede da, og holdet har stemmer, der bærer igennem og kan håndtere en musikalitet, som er en lige så væsentlig som teksterne. Hvor andre revyer gør sig i danseben, har Nykøbing stemmer i særklasse.

Løkke blues

Politik går naturligvis ikke ram forbi, og selveste Inger Støjberg var endda taget sydpå i egne høje stilletter for at nyde synet af sig selv og ikke mindst kollegerne i blå stue, hvor Tulle og Løkke fik prominente pladser. En sidder med sin coccio og styrer Pinocchio og den anden er træt af, folk ikke bare giver ham ret. Inger råber yallah, og Uffe vil danse. Og så er der noget med gummihandsker og en grænsebom. Der er mere at komme efter end ’i sparekassen’.

Husk selen

får en helt anden betydning i et fornemt fuldemandsnummer, hvor der vist er skelet til Foster Brooks som luftkaptajn. Og med succes.  Vi skal også igennem en forvekslingshistorie – denne gang med hunde – og med den standard, som forventes af kræsne revygæster. Der er udfordringer til sommerfesten; vi får hilst på dræbersneglen Ernst, som går til psykolog, og en gruppe jobsøgende rumænere supplerer rækken af klassiske numre.

Populære minder

Et stort hit efter publikums reaktion at dømme (de har gennemsnitligt set også alderen) var gensynet med barndommens helte – Lucky Luke, Asterix og Obelix, TinTin og Prins Valiant, og kommentarer som ’nøj, hvor var det godt’, lød omkring.

Man må konstatere, at Lucas Graham virkelig har nået de ultimative højder – han er allerede et revynummer. Det er stadig en dejlig sang, selvom han er 27. Der blev nynnet videre på dametoilettet.

Revy er håndværk. Denne her er godt håndværk. Men sig det ikke til nogen. Man aner jo ikke, hvad det så ender med.

 

Anduin