Da gløggen kom til Danmark

Gløgg blev introduceret af madskribent Esther Scheel i ’Nu er det jul igen’ i 1938, der naturligvis forholdt sig til, hvad man skal drikke til julegilderne. Hun har både en mening og en opskrift, og der er absolut ingen rødvin involveret. Til gengæld er den langt mere potent.

”Hvad mener De for Eksempel om den svenske Julepunch, som kaldes Gløgg? Har De nogensinde dristet Dem til at gaa i Lag med at drikke den? Endsige lave den? Jeg vil paa forhaand betro Dem, at den ikke er for Svæklinge, for det er noget af det mest djævleblændt lumske, jeg har været ude for.”

Iflg. Esther skal gløggen laves i en sort gryde, hvor man først hælder en pilsner i. Så drukner man to stykker hel kanel, en halv snes kryddernelliker, lidt hel kardemomme, et par håndfuld rosiner og en håndfuld smuttede mandler i øllet. Så skal et par stykker kandiseret pomeransskal ‘ud at sejle på de oprørte vover’, og så tilsættes 400 g sukker, og de hele koges kort op. Men kun kort:

“Saa snart De ser de koge, løfter De det af Ilden og hælder en halv Liter god Brændevin, en halv liter Cognac – det behøver ærlig talt ikke være den allerbedste – og trekvart Liter Portvin i den sorte Gryde, der nu dufter som en Skypumpe kommet direkte fra det hedste Ceylon eller Bagindien, hvor alt hvad der er krydret gror under samme Sol, og den sættes et Øjeblik over Ilden igen, men den maa ikke koge!”

For at fungere rigtigt, skal det planlægges grundigt, for den sorte gryde er meget varm og kræver enten en trefod eller ‘et lille fundament af mursten på et tykt underlag’ på bordet, hvor også små glaskrus står på parat. Og så kommer det sture, sture nummer, hvor familien samles om gryden, hvor der skal en ståltrådsrist over, som lige dækker over midten, så der kan stå toppen af en sukkertop på midten. Man skal kunne øse op forbi risten. Det har ikke været nogen let øvelse, specielt ikke når der skal sættes ild til sukkeret:

“Nu øses Punchen op over Sukkerklumpen, og vi stikker Ild i den. Der gør en fænomenal Virkning at slukke alt Lyset i Stuen, mens Punchen stadig øses op over det svindende Sukkerbjerg, der gaar op i smaa hede, lystige Luer. Og hvis nogen samtidig kan synge gamle Viser, kan vi drømme os mange hundrede Aar tilbage i Tiden. Naar Sukkerbjerget tilsyneladende er gaaet op i Flammer, er Punchen færdig til at serveres. Den øses op i smaa Glaskrus, og vi skaaler alle sammen med hinanden, og husk – at naar De tager den første hede Mundfuld, saa er det den sidste lille blaalige Flamme fra Sukkerbaalet, de slipper ned i Deres ædlere Dele. Saadan drikker man altså Jul på svensk.”

Der er unægtelig gået noget tabt over årene, og lidt af festen er forsvundet på vejen fra sukkerbjerge til papgløgg. Og en betragtelig del alkohol. I dag kan svæklingen sagtens drikke gløgg. Men her er altså den ’originale’ opskrift, som nok stadig vil gøre lykke – også selvom gryden ikke længere er sort.

Ingredienserne

½ mørk øl

1 stykke hel kanel

5 kryddernelliker

3 kardemommekapsler

1 lille håndfuld rosiner

1 lille håndfuld smuttede mandler

20 g kandiseret pomeransskal i fine strimler eller tern

50-200 g melis (afhængig af, hvor sød man vil have den)

2½ dl god brændevin

2½ dl brandy eller cognac

3 ¾ dl tawny portvin

En klump topsukker – på størrelse med en valnød. (Dvs. man skal skære toppen af sukkertoppen – ikke bruge den hele.)

Gløgg er naturligvis ikke den eneste version af vin og/eller spiritus med sukker og krydderier og slet ikke den første. Middelalderens Hippokras er den ældste opskrift, jeg kender:

25 g kanel

15 g ingefær

8 g galangarod

sukker efter behag

til 1 flaske rødvin.

Krydderierne stødes til pulver og overhældes med 2 dl af vinen. Dækkes til og trækker natten over. Dagen efter hældes mere vin på. Rør rundt og lad stå en nat mere. Hæld forsigtigt vinen over i en gryde og varm op sammen med sukker, til sukkeret er smeltet. Hæld resten af vinen i. Kan drikkes både kold og varm.

Anduin