Se fortid og nutid i øjnene
Den nye udstilling – 17. marts – 27. oktober – på Stiftsmuseet i Maribo er helt i øjenhøjde med publikum.
Det første, der gør indtryk er en række af romere, som studerende fra Theater Akademie August Everding i München har skabt på baggrund af romerske statuer.
Romerske ansigter
På akademiet lærer man teatersminke, special effects, proteser, parykker osv., dvs. alle de teknikker, der skal til, for at få det helt rigtige, ægte look. De lærte også noget af det, man bruger, når man rekonstruerer ansigter fra kranier med muskler, fedtlag osv., og fik på den måde i fornemmelse for, hvordan musklerne i ansigtet arbejder. Hovederne blev først modelleret i ler og derefter støbt i hudfarvet silikone. Og så er de ellers gået i gang med alle de detaljer, man kan som teaterkunstner. Resultatet er ganske enkelt fantastisk.
Romerske kejsere og kejserinde fik dengang ’photoshoppet’ deres statuer – nogle ganske meget – og mange kejsere så ud som 25-årige hele deres liv med hjælp fra marmorbotox. Hårfarver og statur er primært valgt fra skriftlige kilder, hvor de er beskrevet, men fx Neros hårfarve er hentet fra farvespor fra en af hans statuer. De var oprindeligt bemalede for at se livagtige ud, og det kunne have været sjovt at have et par rekonstruktioner af den art til sammenligning.
De blev til på bestilling af Glyptoteket i München, og de første tre blev lavet et år før de øvrige, så de er tydeligt anderledes. Man ønskede dem med ’liv’ – så det fik man så – og måske lidt rigeligt, for de næste blev bestilt uden himmelvendte øjne. Drusilla (Caligulas søster) havde temmelig sikkert flere anledninger til det udtryk, hun har i ansigtet på udstillingen, men det forstyrrer. Og nej, Det er ikke the Donald, som ser til himmels, men Nero.
Følelser, oprindelse, spejling…
Det er svært ikke at fortabe sig i ansigterne, men resten af udstillingen er absolut tid værd. Den tager os gennem ansigter som udtryk for oprindelse, som følelser, som skønhedsidealer, som spejling, som satire, i portrætter og i masker – også det rent teatermæssige, hvor nok specielt én vil komme som en overraskelse og begejstre det yngre publikum.
Man kan lege med Nefertiti, læse om biologisk diskrimination, hilse på Tollundmanden – og et helt lokalt stenansigt – læse ansigtsudtryk og fundere over, hvordan vi spejler hinanden og lægger ansigtet i de rigtige folder, når vi taler sammen.
Udstillingen startede på Silkeborg Museum og er ændret undervejs – måske den når flere tilpasninger i det halve år, den forbliver på Stiftsmuseet. Der er tid til at se den – og det skal man. Man overgiver sig endda til planchelæseri, fordi teksten er vedkommende for alle – det handler om dig, mig og os – mennesker og menneskers ansigter, og alt det, man kan læse i dem.
Teksterne er også på engelsk, så vores gæster kan få glæde af dem – og de vil også kunne finde sig selv i udstillingen, som rummer alle verdens ansigter.
Anduin ©