Jul på Posthuset

Hvis du hellere vil lytte – klik HER

Jul på Posthuset

Der var kø. Rygtet om løjtnantens hund havde spredt sig, så det var ikke kun Sakskøbings egne borgere, som følte trang til at få ekspederet juleposten fra Sakskøbing Posthus. Hunden sad parat ved siden af løjtnant Nielsen – når julekortet blev lagt på disken og frimærket revet af arket, strakte vovsen hals og rakte tungen ud, så frimærket kunne fugtes og sættes på. Eller julemærket. Køen nåede helt ud på fortovet, og snakken gik, mens børn og voksne blev trætte af at stå, nogle halvt op ad trappen. Men det var utænkeligt at gå et andet sted hen – eller købe flere frimærker og selv sætte dem på.

Julen nærmede sig, og de forskellige udsmykninger i byen skiftede fra kroens plakat med ‘En vælger Rørdam, en anden vælger Gjørtz. De fleste vælger dog en Tuborg først’ til ‘Julebal i festsalen’ og andre tilbud af samme slags fra håndværkerforeningen og danseskolen og andre af byens utallige foreninger. Der var gang i julehandlen, og det smittede også af på travlheden på posthuset. Der blev købt mangt og meget, som blev pakket som gaver til nær og fjern, for mange havde familie andre steder, og gaverne blev som flest først pakket smukt ind i butikken efter henvisning fra kunden – noget skulle jo kunne tåle en måske lidt hårdhændet transport – og derefter hjemme med flere lag avispapir og yderst stærkt, brunt indpakningspapir, som man endda også kunne forsyne sig af på posthuset fra en særlig skranke, hvor der også var monteret en holder med en stor rulle stærk snor. Begge dele forsvandt hurtigt; mange pakkede ind på stedet – nogle tog med sig hjem for at pakke i mere ro og mag – og måske noget andet end julegaver. Men stemningen fejlede ikke noget, og man kunne endda være heldig, at der stod nogle udenfor og sang julesange med tilhørende udstrakt hånd – ofte med en kasket med lokkemønter for de mere langsomme i opfattelsen. Pengene skulle gå til fattiges jul.

Jenny og Mikkel havde fået lov til helt alene at gå på posthuset medbringende en stak julekort, og de stod først som alle andre på trappen, mens de så op og ned ad gaden og over på stationen, som var dækket af sne, der langsomt var ved at smelte. Man kunne se på folks gang, at der var glat – forsigtige snarere end raske skridt, og visse steder var direkte farlige, for byens børn havde været i gang med at lave glidebaner ved at gøre sneen hård og blank, så man med lidt tilløb kunne suse afsted nogle få meter. Ikke foran posthuset, for postmesteren var skrap og kom efter dem, og fortovet var både ryddet og gruset, så kunderne ikke kom i fare.

Til sidst blev Jenny og Mikkel også lukket ind og forsvandt næsten i mængden af mennesker. Det er svært at røre sig, når ens ansigt er i mavehøjde med de voksne, hvis tøj også fyldte godt her i kulden. Der lugtede af fugtig uld, vådt træ, blæk, tobak, parfume, varm lak, læder, hessian – og hund. Den sad ved siden af skranken, hvor der kun var en gitterlåge, så man kunne komme forbi med pakker. En lille brunplettet, lidt pjusket hund af racen gadekryds, med bløde ører og blanke, sorte øjne, som opmærksomt stirrede op på løjtnanten i venten på næste frimærke. En arm blev rakt ned, og hunden rakte hals og slikkede frimærket med alle tegn på begejstring – herunder en kort logren med halen – hvorefter den gav et smask, slikkede sig om munden og ventede på næste frimærke. Det gentog sig i en uendelighed. Jenny og Mikkel blev fascineret stående og glemte næsten helt, at det også blev deres tur, indtil en herre bag dem rømmede sig og bemærkede, at nu skulle de vist hen til skranken, hvis de skulle sende noget. De så op på en statelig mand med cykelstyroverskæg, som skubbede dem fremad med et skarpt blik på et par damer, som gerne ville først, og behjælpsomt tog postkortene ud af Mikkels hånd, som ikke helt nåede op til skranken, og med et nik til Jenny, fik udleveret den mønt, hun havde i vanten. Ekspeditionen gik som forventet, og alle postkort blev behørigt frankeret med hjælp fra løjtnant Nielsens hund. De gik derfra efter fuldført mission med røde kinder og hovedet fyldt og nåede ikke engang at få vanterne af, før de måtte fortælle Kirsten om oplevelsen, mens hun hjalp dem overtøjet af og fik sat støvlerne på en avis foran komfuret med mere avispapir indeni, så de kunne blive tørre og varme igen. Ingen af dem vidste hvilket mysterium, der ville udspille sig med posthuset i centrum allerede fra dagen efter.

Det begyndte med en pakke. Den første pakke. Den stod på trappen til Posthuset om morgenen, da personalet mødte ind, men der stod ikke noget på den. En brun pakke, der lignede alle andre, men uden hverken afsender eller modtager eller tegn på, der nogensinde havde været en seddel. Det var meget mystisk. Den blev naturligvis båret indenfor, så den ikke kom til skade eller i vejen, og stod på et bord ved et vindue og ventede på, at nogen ville henvende sig. Men det gjorde nogen ikke.

Dagen efter stod der en ny pakke på trappen. Næsten magen til den første, blot var størrelse og vægt en anelse anderledes. Mere mystik. Den blev sat ved siden af den første pakke i venten på, at nogen ville henvende sig. Som stadig ikke gjorde det.

Dagen efter igen stod der en ny pakke. Lidt større men ellers magen til de to første. Nu var postmesteren på nippet til at blive vred, og pakken blev stillet ved de andre ved vinduet, som heldigvis var så stort, pakkerne ikke blokerede for lyset. Rygtet var begyndt at sprede sig, for den slags julelege var ikke almindelige, og nogle fra jernbanen havde set pakkerne men ikke nogen komme med dem. De havde travlt med arbejdet, men en kontrollør og en drager gik forbi posthuset på vej til arbejdet, og de havde set, at alle tre pakker havde stået på trappen allerede før kl. 6.

Det kom naturligvis byens journalist for øre, som straks øjnede en god historie og begav sig til først jernbanen for at tale med jernbanearbejderne, som havde set pakkerne, men som ellers ikke vidste noget, og derefter posthuset, hvor en modvillig postmester indrømmede, at de havde taget pakkerne ind, og han kunne se dem der – der blev peget – og jo, hr. journalisten måtte godt løfte på dem og beskrive dem, og måske det alligevel var udmærket med en historie i avisen, så man kunne få opklaret, hvor de pakker kom fra, og ikke mindst hvor de skulle hen. Pakker på et postkontor uden afsender og modtager var… postmesteren kunne ikke finde det rigtige ord, men det var i hvert fald forkert, og sligt måtte ikke forekomme. Nogle breve og pakker, kom med ‘Jørgen i det gule hus nede ved åen’ eller ‘fru Nelsen syske, saskob’ og  slige mangelfulde adresser, som de ikke havde problemer med at ekspedere. Men de her…

Artiklen kom i Musse Herreds Avertissementstidende – på forsiden – med billede af posthuset og betitlet ‘Pakkemysteriet’ med store typer og satte naturligvis byen på den anden ende, for hvad var nu det. Det gjorde ikke trængslen og travlheden mindre, for nu kom folk også for at se pakkerne og ikke kun frankeringshunden, som dog stadig var et tilløbsstykke. Og der blev stadig sat en pakke på trappen om morgenen, uden nogen så det.

Snakken gik i byen, og den kom hurtigt til at handle om jul og gode gerninger, og hvem der kunne finde på den slags, og hvem pakkerne var ment til, og så hvem der burde have pakker, og gad vide, hvad der var i? Der blev gættet på mange ting, og det fyldte efterhånden en hel side i avisen, hvor interesserede borgere gættede på, hvorfra og hvorhen, og nu i særdeleshed også hvad de dog kunne indeholde? Der blev startet en konkurrence, hvor pakkerne fik deres eget lokale, og man betalte 10 øre for at komme ind og få lov at løfte pakkerne og bevæge dem ganske forsigtigt for at se, om der var noget løst i, og man måtte også snuse til dem og så gætte på indholdet og skrive det på en seddel, så man kunne vinde en præmie, doneret af Handels­stands­foreningen. Til sidst måtte postmesteren udvide åbningstiden, så man kunne komme ind ikke bare 9-15 og 16-18 men også i pausen, hvor nogle velmenende borgere havde meldt sig frivilligt til at holde øje med pakker og penge og folks opførsel, mens posthuset i øvrigt var lukket for ekspedition, så medarbejderne kunne få en pause og noget at spise.

Nu blev der fundet flere pakker på trappen, og det var tydeligt, andre også havde lagt pakker, og her tættere på jul, begyndte de at lugte. Godt altså. Af brunkager og spegepølse og den slags, og der var efterhånden et helt bjerg af pakker, man kunne gætte på, og over 100 kr. i adgangspenge, for mange havde ikke nøjedes med at lægge en tiøre.

Da der den 23. december stadig ikke havde meldt sig en afsender, og stemningen i byen – og i avisen – nu var, at pakkerne måtte være ment som velgørenhed, blev der nedsat et hurtigt udvalg med postmesteren, herredsfogeden, latinskoleforstanderen, menighedsrådsformanden og præsten, som sammen henvendte sig til etaten for at få lov til at erklære dem hittegods og uddele pakkerne til værdige trængende i stedet for at lade dem ligge formentlig i årevis. De understregede, at nogle af pakkerne havde en umiskendelig aroma, som afslørede, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at have dem liggende ret meget længere. De fik – undtagelsesvist – lov til at ekspedere pakkerne til hvem, udvalget måtte kunne blive enige om som en god og velsignet gerning i julens ånd, og at pengene, som ingen heller vidste, hvordan skulle bogføres, også kunne deles ud efter udvalgtes ønske, siden herredsfogeden var med i udvalget og dermed havde godkendt beslutningen. Og glædelig jul.

Det blev diskuteret en del, om de skulle åbne pakkerne for at se, hvad der var i, så tingene kunne deles ud til de rigtige, og udvalget blev udvidet med frivillige til at åbne pakkerne, skrive ned, hvad der var i, og derefter pakke dem ind igen i julepapir doneret af byens bog- og papirhandel med en seddel om indholdet, så de kunne fordeles fornuftigt.

Der kom en ny omtale i avisen og på løbesedler rundt i  byen, og folk strømmede til for at lægge en tiøre i den store sparegris, som legetøjsbutikken havde stillet til rådighed, men ikke alle gik ind. Det var ikke længere det, det handlede om. Da de lukkede posthuset om aftenen kl. otte den 23. var der 214 kr. i sparegrisen. En veritabel formue.

Det tog hele natten at pakke ud og pakke om og fordele i bunker, og de store brune pakker viste sig at indeholde børnetøj – flere stykker i hver pakke – og de øvrige alt fra vanter til vaniljekranse.

Den 24. var der åbent som normalt, bortset fra at intet var normalt. Der var ingen rigtig ekspedition, og ingen forventede det heller. Selv hunden var optaget af andet end frimærker, for byens slagter var kommet med et kæmpeben, som det ville tage flere dage af smovse med. Bageren kom med klejner, og kaffehandleren med kaffe, som blev lavet i flere kander, lånt ud af byens fruer, som selv stillede op til udskænkning til alle, som kom forbi. Der blev uddelt enkroner og tokroner og et par tikronesedler, som gik direkte videre til skranken til betaling af forfalden husleje, og en strøm af børn var ved at falde ned af trappen, fordi de havde travlt med at se på deres nye hue eller legetøj. Der var sendt vogn til plejehjemmet, børnehjemmet, skolen og dåreanstalten med især madvarer. Da de var rygtedes ude i byen, at man kunne komme i bekneb, hvis sognets øvrige fattige også skulle tilgodeses, kom der endnu en kø blot den anden vej, med endnu flere hastigt indpakkede donationer, så ingen trængende skulle stå tomhændet tilbage.

Postmesteren gik op til familien ved ellevetiden om aftenen, totalt udmattet og meget, meget sulten, og fik flæskesteg og risengrød, han næsten ikke kunne spise af bar træthed.

Jenny og Mikkel fik ikke gaver fra posthuset; de havde nemlig selv været med til at give. Deres far var lærer på latinskolen, og det var ikke nødvendigt med velgørenhed. De var bestemt ikke rige, men bestemt heller ikke trængende. Jenny havde syet en lille tøjdukke og Mikkel snittet en træmand, som sammen med Kirstens klejner og brunkager var kommet op ad bagtrappen, som gaverne blev uddelt på fortrappen.

Der var ingen, der fandt ud af, hvem der havde startet det hele. Nogle gættede på, at det måske var handelsstandsforeningen, som på den måde kunne få mere gang i julehandlen, men ingen havde genkendt varerne fra pakkerne som noget, der havde været til salg i byen. Ingen sagde noget, som kunne have vidst det; ingen meldte sig som den første giver, og det var til sidst også næsten hele byen. Det er stadig en hemmelighed, og kun en tabt tiøre, der faldt ned mellem gulvbrædderne, er tilbage fra dengang for over 100 år siden.

Anduin

Fakta:

Fra Vejle amts Folkeblad 3. september 1901

En levende frimærkefugter

Da postekspedient, løjtnant Frederik Nielsen, var på Sakskøbing posthus, morede det ifl. Lolland-Falsters Stiftstidende, mange mennesker, at se hans lille, intelligente hund sidde ved hans side og række tungen ud, hver gang et frimærke skulle befugtes. Samme lille hund er et eksempel på, at hvad man i ungdommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer. Den er nemlig for tiden her i byen, og dens største lyst er frivilligt at give møde på posthuset og stille sin tunge til disposition, når skal sættes frimærker på postsagerne.

Plakatteksten er virkelig nok og fra 1906.

Posthuset lå i starten af 1900-tallet på Torvet 4.Se arkivfoto her.

Den fine gule bygning er senere. Se arkivfoto her

Det Gamle Posthus i Sakskøbing ligger ved siden af stationen, og man kan leje smukke mødelokaler med en god atmosfære her.

Hvis du gerne vil læse historien op et sted, kan du sende en mail til mig, så får du en oplæsningsvenlig version pr. mail.