Hvem er du?

Vi er alle historieskabte og historieskabende – og det sker bl.a. gennem historieformidlingen på museerne.

 

Tillid mig først at levere en dosis teori til genopfriskning:

Bl.a. Claus Bryld taler om ’historiebevidsthed’, som betyder noget for identitet og erindring i form af spørgsmål om, hvem vi er, hvor vi kommer fra osv. og fungerer fremadrettet i relation til forandring.

Bernhard Eric Jensen skriver, at ’socialt fungerende mennesker er historiefrembragte såvel som historiefrembringende (…)og at det bliver historiefrembringende ved at tilegne sig, bearbejde og udnytte den/de foreliggende kultur(er), hvori det lever og virker.’ Reinhart Koselleck taler om’erfaringsrum’ og ’forventningshorisont’ som betingelser for menneskelig handling.

Pierre Bourdieu beskriver, hvordan historien manifesterer sig som livsverden, nemlig som en integreret del af personligheden. Han forklarer, at ’habitus’ er et produkt af historien og medfører både individuel og kollektiv handling – mere historie – i sammenhæng med de regler, som historien har genereret. Den gemmer gamle erfaringer i setups af opfattelse, tanke og handling – bl.a. for at blive holdt op mod nye erfaringer, der så kan sorteres i rigtigt og forkert, og jo mere erfaring, jo mere præcist kan der sorteres; jo mere historie man er bekendt med, jo bedre kan man forholde sig til verden og handle rigtigt.

Det er altså her – i habitus – historien, de kollektive erfaringer, bliver til det indre og kommer i aktivt samspil med omverden og oplevelser som historiebevidsthed. Der ligger både erfaringsrummet og forventningshorisonten, og det er herfra det omsættes til handling, og dermed bliver til den nutid og  fremtid, som hurtigt bliver historie.

Set i lyset af Bourdieus habitus begreb, kan man dermed påstå, at man i museumsformidlingen foretager en indskrivning af oplevelsen i gæstens habitus og dermed dennes personlige historieforståelse og identitet. Og så kommer det interessante:

Al denne teori kan gøres synlig og observerbar – live og real-time – i bl.a. levendegørelse; den formidlingsform, som bruges på frilandsmuseer landet over. Det fandt jeg ud af, da jeg i mit speciale valgte at fokusere på, hvad formidling egentlig er, og hvad der sker i selve formidlingsøjeblikket med Hjerl Hede, Den Fynske Landsby og Den Gamle By i Århus som arbejdsmark.

Den synlige proces

Det, der gør processen synlig, er dialogen og personliggørelsen, som kan blive meget konkret, som f.eks. i en dialog fra spindestuen i Fynske Landsby, hvor en ældre gæst forklarer aktøren med spinderokken, at

’jeg måtte ikke (spinde) for min mormor, for så fik jeg flade tommeltotter’.

Gæsten fortsætter med at forklare sit barnebarn

’jeg har haft meget tøj af det som barn (peger på det håndspundne garm)  – min mor hun spandt, og min mormor hun vævede også i håndspundet garn’.

 

Det er en helt klassisk situation – ikke kun for spindestuen eller Fynske Lansdby, men for de situationer, som udspiller sig med levende formidling. Gæster og aktører taler sammen og udveksler viden, som dels går begge veje, og dels ofte også deles med andre gæster, som befinder sig i samme rum.

Gæsternes interne dialog

Det er åbenlyst (og forskningsdokumenteret af flere), at familierne taler sammen under et museumsbesøg, og det gælder ikke kun på frilandsmuseer men i det hele taget. Jeg spurgte et antal familier direkte, og alle oplyste at have talt sammen i familien under besøget, og det var også, hvad jeg observerede.

De voksne læser f.eks. op fra skiltene til børnene og udvider i det hele taget med fortællinger fra eget liv – og sætter i perspektiv til nutiden – som de selv forklarede: de

Snakker med børnene imens og forklare dem, hvordan ting hang sammen og sætter i perspektiv, og de gode gamle dage var måske hårde med lærdom og arbejde og ingen gameboy, og hvad brugte man de lange vinteraftener til’ – eller

Ja – naturligvis – fortalte (vi) selv mere om gamle dage og sådan var det og sådan gjorde man.’

I spindestuen går snakken livligt med både børn og voksne.

Flere generationers fælles historie

En gæst fortæller, hvordan denne formidling indenfor familien går i arv til de næste generationer – dette år havde de næstsøskendebarnets barn med, og deres egen teenagesøn tog den 3-årige i hånden og fortalte til ham på præcis samme måde, som han selv havde fået fortalt som lille.

At det gør en forskel, oplyses f.eks. som her – det er

’med til at levendegøre og sætte i perspektiv og gøre nærværende – et af de store løft – (vi har) været på Frilandsmuseet i København, og det bliver hurtigt for meget gammelt skrammel og gårde. Det ligner hinanden, man føler ikke man bliver præsenteret for historien bag det’.

 

Hvad laver du? Fra historie til sløjd.

 

Livsverden

At gæsterne bruger museumsoplevelsen til ’historiens plads og funktion i en livsverdensammenhæng’ oplyser de således direkte som ovenfor – eller som en gæst selv udtrykte det

(aktørerne er) ’Med til at levendegøre og sætte i perspektiv og gøre nærværende – et af de store løft’ og de

talte om det vi ser og fortæller børnene, og da vi var små og sket siden dengang og til vores tur og til børnenes tur’.[1]

Museumsoplevelsen og dialogen med aktørerne bruges altså bevidst og aktivt af gæsterne til at reflektere og perspektivere over nutid og fortid – og give det videre til næste generation. De udtrykker det ikke som at være historieskabte og historieskabende, men de er bevidste om, at de bruger historien, og de indskriver sig selv og familien i en historisk sammenhæng.

Hos skomageren på Hjerl Hede får man ikke kun noget at vide om skomageri, men også om lønninger, skopriser m.v. før og nu.

 

En plads i historien – og samfundet

Det blev altså synligt i den dialog, som udspiller sig i levendegørelse, at konkludere, at

’Levende museum er en formidlingsform, hvor ’fri læring’ opnås i en individuel, personlig indskrivning af den store historie og forankring i en identitetsskabende kontekst i gæstens habitus, således at gæsten lærer om sig selv og sin plads i verden/historien i dialog med museet gennem den levende formidler, egne ledsager og andre gæster.’

Historien, som bl.a. repræsenteret af museet, er en usynlig og uundgåelig del af, hvem vi er – og hvordan vi er blevet dem vi er, og vi kan aktivt tage del i dette og blive bevidst om det, ved at bruge museet og som handling skrive os ind i fortællingen ved at huske den, leve den og videregive den som både historieskabt og historieskabende.

Demokratiets grundlag

Et museum kan ved at nå ’folk’ i sin formidling give et meget væsentligt bidrag til samfundet ved at bevidstgøre sit publikum om deres identitet og dens ankring i historien og dermed give det ståsted for beslutninger som er absolut nødvendigt for at kunne vælge og træffe beslutninger i et demokrati.

Jo større referenceramme, man har som samfund, dvs. jo mere befolkningen ved som individer og føler sig som en del af samme samfund, jo større mulighed har man for at undgå at gentage fortidens fejl, fordi tilstrækkeligt mange kender både dem og konsekvenserne. Man kan ikke fravælge ting, man ikke har hørt om, bygge på gode traditioner, man ikke kender eller føle sig som del af et fællesskab, hvor man ikke er inviteret indenfor.

Demokrati er ikke en naturlig tilstand men en tillært egenskab, der skal vedligeholdes og konstant genlæres og gentilvælges og fællesskabet genkonstrueres, og i den proces, er museerne og deres formidling af væsentlig betydning ved til stadighed at genvise publikum, hvem de er, hvor de kommer fra, hvad de har, og ikke mindst hvad de kan miste. Som den seneste verdenspolitiske udvikling viser, at demokrati en sårbar størrelse, og museernes rolle desto vigtigere.

Multikulturelle aspekter

Der er i museumsformidling mulighed for at spille på mange kulturelle strenge, som ikke bare kan være ’politisk korrekte’ men reelt give et indtryk af, at Danmark har rummet flere forskellige befolkningsgrupper af fremmed herkomst gennem århundreder, uden at det har indebåret en national identitetskrise.

Mange steder kan i deres lokalhistoriske formidling inddrage polakker, tyskere, svenskere, nordmænd, huguenotter osv., og på den måde få eksemplificeret, at indvandring er et fænomen, som hverken er nyt eller kun relateret til muslimske grupper.

Alle har børn, der gerne vil lave filtbolde, Fynske Landsby, juli 2009

For ’nydanskere’ vil den form for bredde give en større chance for at opleve et tilhørsforhold, ligesom i øvrigt levendegørelse i dragt også for disse grupper kan demonstrere, at landbrug, håndværk, hus- og håndarbejde og havebrug fungerer på samme præmisser og med samme redskaber, hvad enten det er Danmark eller Tyrkiet, og at dansk klædedragt har forandret sig i meget høj grad (f.eks. fra med til uden hovedtørklæde), og at ’plejer’ og ’sådan har vi altid…’ er et meget foranderligt fænomen, og kultur en fleksibel størrelse, som ændres over tid. Mine bedstemødre gik med hat, handsker og laksefarvet undertøj og brugte kittel hjemme – i dag er deres livsstil allerede på museum.

 

Konsekvenser

Vi har historien som en usynlig, umistelig og meget aktiv del af vores habitus, og dermed en hovedhjørnesten i vores identitet. Historieformidling giver dette et ansigt og en stemme, så vi dels kan undgå at blive slaver af historien, dels kan fravælge når historien misbruges til at manipulere med, dels aktivt kan lære af den og dels bare værdsætte den viden, den giver os, om os selv og verden, så vi kan føle os trygge i, hvem vi er.

Det er umuligt at forstå sig selv, samfundet eller verdensbegivenheder uden en kontekst, og den kontekst er ’historien’. Museernes rolle i den sammenhæng er konkret, dokumenteret og absolut nødvendig.

 

Anduin ©

 

 

Artikel i MID Magasinet 2017

Basis: integreret speciale (com. og historie) ’Dette er ikke 1800-tallet’, RUC 2009.

 

 

 

 

 

[1] Tlf. interviews 29.9.