Fortæl litteratur

Børn skal læse. Børn skal have lyst til at læse. For nogle af os kommer det helt af sig selv. Hvis stuen er plastret til med fyldte reoler, og man deltager i det ugentlige raid på biblioteket med sine forældre, går det let nok. Man kan jo se hvordan. Det er bare ikke mange forundt, og i dag hvor ord kommer fra mange retninger, og det læste kan være hvad som helst, vil jeg stadig sige – det er nødvendigt med historier, med bøger, med pauser i virkeligheden, hvor man kan tage et andet sted hen bare for nogle timer.

Litteratur handler om ordet, uden hvilket vi ikke engang kan tænke. Vi er det, vi tænker. Vi er det, vi fortæller – også om os selv. Med en bog kan du sætte din egen hverdag på pause og låne en andens. Med en bog kan du sidde helt for dig selv og aldrig være alene. Med en bog kan man prøve andre verdener, andre muligheder, andre valg af. Med en bog kan du gå i andres fodspor.

Hvis man skal reflektere, skal der være et råderum til det, og det kommer fra bøger. Refleksion er livsnødvendig, hvis man skal øve sig på livet. Der skal have været pauser og tanker og måske’er og hvis nu’er og alt muligt, som ikke bare er en spejling af ens købsprofil på nettet.

I bøger kan man finde de paralleluniverser, man har brug for som barn og ung og såmænd også voksen for at udvide sin horisont. I bøgerne kan man møde mennesker, man ellers aldrig ville have mødt, og udforske hvordan deres verden fungerer, hvordan de opfører sig, forstå deres bevæggrunde og lære af afkode dem, til når man møder dem i dagligdagen. Med bøger kan man udforske følelser, afprøve handlinger og tankesæt uden fare for sig selv; udleve sine fantasier uden risiko – elske, hade, misunde, favne… og forlade dem igen.

I bøgerne kan man møde mennesker og læse deres ord, som de blev skrevet og talt i fortiden helt tilbage til verdens første forfatter, vi kender til, prinsesse Enheduana, som skrev sange i byen Ur for 4000 år siden.

Jeg vil give Niels Chr. Sauer ret i, at vi mangler fortællinger. Jeg har hele mit liv fundet dem i litteraturen – også de mundtlige. Det påstås, jeg læste Halfdan Rasmussen digte op i klassen som 8-9 årig – jeg husker det ikke, men det skal nok passe. For ordet, rytmen, de skæve vinkler er alt sammen noget, som vakte genklang i mig fra første færd. Ord der blev læst op. Ord der blev fortalt. Ord man selv kunne fortælle videre. Smage på. Historier man kunne digte videre på. Noget som aldrig har forladt mig, og som en vinter, hvor jeg var sneet inde i ugevis, fik mig til at skrive fortsættelser til film, jeg havde set, for at finde ud af, hvordan historierne endte. Så jeg skrev den. Eller rettere – de skrev sig selv.

 

Læs og snak

Ja, litteratur skal også give os mod til at handle. Tekster skal ikke analyseres ihjel, men analyse kan være mange ting. Jeg synes, det er interessant at tale med andre – måske især børn – om, hvorfor lige det ord? Hvorfor lige den sætning? Hvad sker der, hvis man skifter ord, sætninger, betoninger ud? Hvis jeg læser det op sådan her eller sådan her? Hvad sker der så? Ændrer man opfattelse? Hvordan vil du fortsætte historien, som den er her? Hvis vi gør sådan her? Hvis det ikke er den person men den person, som siger eller gør det her? Kan vi spille den her scene i bogen? Hvad siger den om menneskene? Om tiden? Om livsvilkår? Ser du ordene, når du læser? Ser du billeder?  Hører du nogens stemme? Hvordan smager ord?

Hvad forfatterens intentioner er, behøver ikke at være relevante, men jeg kan godt lide selv at tale med folk. Selv at læse op. Det er en anden oplevelse, at præsentere ord som talte og se den umiddelbare reaktion. Jeg har også altid haft en svaghed for teater frem for film af samme grund. Når jeg ser et teaterstykke, er vi sammen om det. Skuespillerne og mig – publikum. Vi kan lade en forestille leve eller dø (og jeg har set en virkelig dø) afhængigt af, om vi spiller sammen. Skuespillere har resonans på publikum, og det har man også, når man læser op. Du læser bogen, men du læser også publikum. Hvornår holder de vejret, er lige ved at buhe, tysser på hinanden eller sidder uroligt, kigger på uret eller fumler med smøgerne? Du ved, hvor de er. Hvad teksten gør – hvad du gør. Med en bog eller på en scene.

 

Ordet skal leve

Ordet skal leve – også i undervisningen, og ordet skal leve med litteraturen. Den skal bruges, gøres ved, inspirere. Jeg kan filosofere over, hvad Pippi er for en størrelse, men det er mere interessant, om det påvirker mig – tør jeg selv, når jeg har læst om eller set Pippi? Tror jeg også på, at ‘det kan jeg sikkert’, selvom jeg ikke har prøvet det før? I mit tilfælde ja. Og jeg har haft bøger af alle mulige slags fra ‘Ur i Kaldæa’ og ‘Sinuhe Ægypteren’ til ‘Bermuda Trekanten’ og ‘Ikke flere mord’ at spejle mig i fra lille, bygge verdener med, sample i mit eget hoved til andre historier, andre fantasier. Jeg har siddet i timevis på min gynge og konstrueret universer og sprog og handlinger i historier, jeg har glemt for længst, men som dengang betød, jeg kunne være, hvor jeg helst ville, i verdener jeg selv havde fundet på og havde brug for, og som var betydeligt større i tid og geografi end Erantisvej.

Måske al det tidsrejseri, som jeg stadig har en penchant for, også gør, at jeg ofte ikke kan lade være med at tænke, hvad nu hvis…  En ven havde et antikt armbånd med bjælder. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den person, som engang havde lavet det, og tænk hvis man kunne vise ham, at det stadig blev brugt et par tusinde år senere af nogen tusinder af kilometer væk? Se ting på et museum og forestille mig den person, som havde brugt det – hvad ville de have tænkt, hvis de vidste, det stadig fandtes så længe efter? At der ville være nogle, som gættede på, hvad det havde været brugt til – og ofte lukket emnet med klassikeren ‘kultisk’? Ville de være døde af grin? For mig en imaginær dialog men også en man kan have med andre, som hver især forestiller sig – og dermed forholder sig aktivt til dengang og nu og kan se forskelle og ligheder og have det mere at forstå med, når virkeligheden pludselig ændrer karakter.

 

Udvidet virkelighed

Ord skal også kobles på virkelighed og rigtige mennesker. Og nogle gange er man nødt til at bruge dem fra fortiden. Vi skal læse om de håndværkere, der gik på valsen for at blive dygtige til deres håndværk. Om stoltheden. Om skaberglæden. Kunne tage fra bogen og ikke behøve en sløjdlærerfar, som jeg havde, for at finde en udstillet Osebergvogn uimodståelig og bare måtte gramse, fordi træet var som fløjl at røre ved. Håndværk når det er bedst og ikke oplevet som 5 YouTube videoer og en internetguru.

Virkelighed skal forbindes med litteratur og med museumsgenstande, hvor der nu faktisk er mulighed for at trække ting ud, så de kan bruges fysisk, og man kan sidde med noget af en lerpotte og diskutere, hvem der lavede hvilken mad i den – se pottemagerens fingeraftryk og sammenligne med sine egne. Holde historien i hænderne. Måske selv prøve at lave maden. Det gør en kæmpeforskel. Ord skal leve og forbindes. De skal vise vejen til respekt for viden, kunnen, umage, at gide – mere end at stille sig op med en selfiestang og kalde sig influencer.

Hvis der ikke er et sammenligningsgrundlag, hvad skal så beskytte mod forfladigelse, japperi, varm luft og store armbevægelser? Kunne forstå forskellen på Mary Beard i Rom og en vlogger foran en plakat af Rom hjemme i den toværelsers? Hvis man aldrig præsenteres for viden, kvalitet, umage, øvelse, mestring – hvordan skal man kunne genkende, værdsætte – gide selv? Bøgerne er lige her. Tingene ligeså. Brug dem. Forbind dem. Tal om det. Prøv det af.

 

Spejles magi

Litteratur er et spejl – både af den ordinære slags, hvor man kan se sig selv og sine kendte omgivelser og forholde sig til dem med lidt nødvendig distance. Men litteraturen skal også helt bogstaveligt være et magisk spejl, et Mirror of Erised, hvor man kan se sig selv i andre verdener, andre kontekster, så man har noget at vælge med på rejsen mod at blive voksen og den sig selv, man gerne vil være. Der skal være noget at vælge imellem. Forskellige rollemodeller. Specielt i en verden så omskiftelig som vores, hvor sønnen ikke overtager sin fars værksted, og datteren ikke kommer på husholdningsskole i venten på den rigtige ægtemand. Livets valgmuligheder må ikke begrænses til fake virkelighed på YouTube eller TikTok eller i ‘realilty’ programmer. Der skal videre perspektiver til. Bibliotekerne er fulde af dem. Brug dem.

Jeg er flygtet ind i bøger mange gange i mit liv. Der har jeg altid fundet tryghed. I bøger, hvor jeg kendte alle de andre og vidste, hvordan verden hang sammen og historien endte, når den verden, jeg rendte rundt i, opførte sig underligt eller blev utryg. Verdener jeg kunne holde i hænderne, i min magt. Med min vilje. Hvor jeg kunne springe i teksten eller læse noget for 117. gang. Intet af det skrevet for at holde mig fast eller sælge mig noget eller langsomt ændre mine holdninger, mere end hvad god litteratur altid gør, når man får flyttet sine perspektiver og får mere at vælge imellem. Og uendeligt mange gange er min tanke sprunget fra side til ide og videre til noget andet langt væk og anderledes. Inspirationskæder, som aldrig ville have eksisteret uden bøgerne.

 

Valg og værktøjskasse

Det er vigtigt at have noget at vælge imellem. Forskellige synspunkter. Forskellige reaktionsmønstre. Forskellige coping-strategier. Vores liv er forskellige ganske som vores behov. Men vi har alle sammen brug for at møde nye situationer, udfordringer, valg, hvor vi ikke nødvendigvis har mødt noget tilsvarende før eller har nogen til at forklare. Især når det kommer til de svære ting som sygdom og død. Det hjælper at vide, man ikke er alene. Hverken om at være forvirret eller vred eller føle skyld eller ikke ane, hvad man kan stille op. Andre har været der før dig, og de kan give nogle pejlemærker. Hvordan håndterer man ting, man ikke kender? Ting man er bange for? Mennesker man er bange for? Hvordan er man omsorgsfuld? Empatisk? Hensynsfuld? Sætter sig i en andens sted? Hvordan genkender man løgne? Manipulation? Ondskab? Det er ikke nødvendigvis det, bogen handler om. Måske den handler om helt andre ting. Men jeg læser og forstår og danner nye mønstre i hjernen, som sammen med alt det andet, giver mig et videre spillerum, mere at gøre godt med, en større forståelsesramme, et større spillerum, flere valgmuligheder. Nogle indadvendte, nogle udadvendte. Og en mulighed for at bruge min fantasi, når jeg har brug for det, og det holder man aldrig op med at have. For ethvert problem, der skal løses, kræver viden og fantasi. Uanset hvad det er.

Litteraturen giver dig en større værktøjskasse, og det bedste af det hele er, at den vejer ingenting. Den er der altid, inde i dit hoved, sat sammen af alt det, du har hørt, alt det du har læst, alt det du har lært. Og jo bredere, jo større, jo mere rummelig, jo mere klar og parat. Og det holder aldrig op. Livslang læring er ikke bare en floskel, det er hver bog du læser.

Litteraturen er nødvendig, for der kan du opleve alt det, du ikke kan til daglig – og i tryghed. Du kan flygte fra bomber, nedlægge en mammut, sejle ud i det ukendte for at finde Amerika…   opleve følelsen og komme tilbage igen. Turde. Ville, Prøve. Og du kan tage historien og skrive den om til dig selv og være helten og heltinden og redde hele kontinentet eller hele universer fra undergang. Mestre. Vinde. Være noget særligt.

Vi kan kun det, vi kan forestille os. Heldigvis er vi forsynet med en formidabel fantasi, som har taget os over have og kontinenter mod verdens grænser og ud i universet, for vi vil vide, hvad der er på den anden side. Den er absolut nødvendig. Uden fantasi er vi slet ikke mennesker. Men den skal også trænes, skærpes, fodres – med litteratur.

Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden bøger, uden litteratur, uden andre verdener, tider, mennesker, oplevelser, som ikke er lige uden for mine vinduer. Fortællinger jeg kan læse og dele med andre.

 

Anduin ©

 

Læs også Homo Narrans

Freya Anduin
error: Content is protected !! Indholdet er beskyttet.