Årstider

Man oplever årstider på en anden måde, hvis man bor i det åbne land med marker udenom. Man bliver ikke mere begejstret for hverken tåge eller sne, men på en eller anden måde giver årstider mening, og man oplever naturens åndedrag og lever med i en rytme, som styres af lyset.

Lyset skifter – fra gråtoner til gyldne og tilbage igen. Solen vandrer over himlen, og jeg kan følge solens opgang fra det ene stuevindue til det næste i min private ’solkalender’. De lange skygger kan blive kolossalt lange. Månelys har en blålig kvalitet, og himlens farve følger også året og er forskellig horisonten rundt.

I det hele taget er der mere lys end i et bykvarter i det åbne land. Specielt i kystområder er det tydeligt, og hvis man har tilbøjelighed til vinterdepressioner, vil man få det bedre på landet, hvor huse ikke skygger for solen.

Se verden

Jeg kan bedst beskrive årstidernes skiften ved at vise billeder af udsigten fra mine stuevinduer eller lidt ned af den vej, jeg bor på. Det er ikke nogen særlig udsigt – den er ganske almindelig, gennemsnitlig og udramatisk.

Der er altid en ny udsigt, som lyset og landet forandres, og jeg har aldrig tænkt ‘hvad laver jeg dog her’ – jeg skal bare kigge ud ad vinduet.

Duft verden

Årstider har dufte, hvor vinden bærer krydderduft fra blomstrende raps- eller kløvermarker, lugten af regn og hver sensommer kommer et øjeblik, hvor luften er glasagtig og dufter af sne. Et flygtigt yin-yang øjeblik, som rummer en spire til vinteren. Man kan gå en tur mellem regnbyger, og duften af grøftekant og jord eller korn fylder ens næse.

Nogle dufte bestemmer man selv – syren, roser osv. lindetræer dufter fantastisk, og selv tulipaner kan have en kraftig duft. Kører man rundt i landskabet, skal man rulle vinduet ned forbi en rapsmark – den dufter simpelthen fantastisk, og de lysende gule marker lyser op både forår og efterår.

Lyt verden

Årstider har også deres specifikke lyde. Vinterens fugle lyder anderledes end sommerens, og det første forårstegn, der virkelig betyder noget, er den første lærke. Når dens triller vækker en om morgenen, starter året. Den dag er mit ’nytår’. Senere kommer solsort og til sidst gøg og nattergal som de stemmer, der dominerer.

Sommernatten hører man mere til end vinterens, for vinduer og døre er åbne, og på stille aftener og nætter kan man høre ’hele verden’ fra mus, der pusler i græsset et par meter væk til køer eller ænder på marker langt borte. August føles forkert – fuglesangen er væk, og der går endnu en måned eller to, før vinterfuglene vender tilbage til haverne og foderbrættet. Det er ’stillemåned’.

Om efteråret kommer de store gåsetræk, som kan fylde hele stubmarker, og man er ikke i tvivl om, at de er der.  Der er også både høstmaskiner og græsslåmaskiner og måske et tog, når vinden er i en bestemt retning.

Lyden af kirkeklokker kan komme flere steder fra afhængigt af vindretningen – der er aldrig langt til nærmeste landsbykirke.

Vinden i træerne er en lyd, som jeg næsten er afhængig af for at sove. Lyden af stille sommerregn er beroligende som intet andet. Herude kan der blive så stille, man kan høre sin egen puls – det lyder nærmest som hvis nogen går i grus. Men det er sjældent – som regel er der vind eller fugle.

’Der er intet i verden så stille som sne’ – og der er rigtigt. Sne kan – udover at lyse fantastisk op også om natten – være stille. Som lyddæmpende vat og alligevel er det som en stilhed, der kan høres – en stilhed med sin helt egen stemning.