25 år siden…
25 år – et kvart århundrede siden min første bog stod i et boghandlervindue.
’Hvad enhver mand bør vide om kvinder’ kom i hele to oplag og gav omtale i aviser, ugeblade og et spot på morgen-tv. Bine Lehmann, hvis streg allerede dengang var karakteristisk, stod for omslag og illustrationer, som passede perfekt til indholdet.
Siden er det blevet til en del andre bøger både som den første udgivet på SphinX Forlag og senere udgivet af mig selv på BoD.
Det er også blevet til noveller, artikler og kronikker og nogle år som journalist og redaktør. Og Ja, jeg skriver også på bestilling – helt almindelige ting som webtekster, manualer og virksomhedsprofiler og lidt mere ualmindelige ting som mysterier og quizzer.
Foredrag har også været på mit repertoire i adskillige år. Nu mest om litteratur, som man kan se det på www.formidlingsfaellesskabet.dk . Jeg elsker dialogen med et publikum og samarbejdet med Anne og Gitte, som begge er aldeles fantastiske.
Det startede med fakta – håndbøger af forskellig art – blev blandet godt og grundigt med fiktion i serien om Lendorph & la Cour – og ’endte’ i ren fiktion i bøgerne med Adeline la Cour som hovedperson – ’om lidt’ også i en børnebog, som også bliver den første i en serie.
At læse er at leve – 1000 liv. Man kan rejse i tid, i geografi, til steder der kun findes i fantasien, møde mennesker, man kan lære af, grine ad, være bange for, elske og hade og kende, som var de familie. Jeg har rejst med Sinuhe, drukket vin med Alexander, lært krigskunst af Christine, besøgt Baba Yaga… I mine bøger kan man tage tilbage til middelalderen, til 1910 og København, Stockholm, Paris, Fuglsang… og møde både virkelige og fiktive personer.
Og ja, jeg har overvejet om jeg skulle skrive en opdateret vejledning i kvinder. Og har valgt at lade være.
