Glimt af gamle juleskikke

I de mørke dage frem mod jul er mørkets kræfter størst, især på Lussenat. Der bliver man inde, stænger døren og gemmer sig godt under dynen. Ellers har man travlt op mod jul. Det er enorme mængder mad, der skal være klar, og det skal boligen også. Der skal vaskes og pudses og fejes og især drages, dvs. hjemmets fineste tekstiler skal op på væggene. Man vasker og skurer og kridter måske der, hvor der er blevet mest sodet.

Julefred

Når julen indledes, bydes der julefred, og al våbenbrug, tvistigheder osv. er forbrudt. Der er ekstra hårde bøder, hvis man forsynder sig og f.eks. ypper kiv. Julefreden gælder også dyrene, og i juletiden kan man heller ikke være sikker på, hvem man egentlig slår ihjel, hvis man klasker en mus, for i juledagene kan mennesker gå i dyreham og øve ondt. Man forsøger at beskytte sig ved ikke at nævne dem ved navn. Så f.eks. ulve bliver kaldt gråben, de langrumpede osv. (helt op i 1800-tallet.) Man arbejder ikke, og det er specielt farligt at anvende redskaber, der drejer eller har hjulform. Solen står jo stille i disse dage, og man må endelig ikke sætte året i gang før tid ved at dreje det i gang med en ten eller kværn.

 

Juleaften

Juleaftensdag strøs gulvet i stuen med halm i et ordentligt lag, og sengene redes med alt hvad man har til Jesus og englene. For familien – og her taler vi storfamilien med karle og piger osv. – sover i halmen på gulvet julenat – og nogle steder flere nætter. Denne julehalm har særlige kræfter (og der har man nok i senere århundreder glemt hvorfor – nemlig at folk ’sov’ i den) og den blev gemt omhyggeligt og senere strøet på markerne og bundet om frugttræerne, for at avlekraften skulle gå over i afgrøderne. Oprindeligt har det været gjort i foråret som en del af frugtbarhedsritualerne, men det endte som en juleskik, hvor man bandt halm om træerne allerede juleaften med et vers som ’fryd dig æblekvist. Som Maria der bar Jesus Krist.’ Eller ’I aften klæder jeg dig – til sommer føder du mig’.

Så skulle stuen signes, der skulle tegnes kors på bjælkerne, og der skulle ryges for onde ånder og mørkemagter. Der blev tegnet kors på stalddør og øltønder og ridset i skinker og andre vigtige levnedsmidler. Gerne et kors inde i en cirkel – vores gamle soltegn. Kvæget blev gnedet på tænderne med salt, og dyrene fik lidt ekstra foder. Og så holdt man sig væk fra stalden. For julenat kunne dyrene tale, og det måtte man ikke overvære. Fuglene udenfor fik et neg.

Man ofrede ved gårdens træ – mad og øl – og satte mad ud til englene – oprindeligt de døde. Mange steder var bordet dækket døgnet rundt og døren ulåst, så familiens døde kunne komme ind og spise med, hvis de ikke som andre steder, fik serveret på dørtrinnet.

Julemåltidet indledes med en bøn og en skål.  Egentlig er juleaften fastedag, men det er ikke blevet overholdt. Skinken – som denne aften er varm – er julemiddag, gerne med grønlangkål til og med grød efter – risengrød hvis man har råd. Og med et solkors ridset i smørret i midten. Husfaderen læser bønnen og udbringer Kristi og det ny års skål. Han hilser og giver skålen (skål!)  til sidemanden, som drikker og rækker videre med samme hilsen til sin nabo bordet rundt.  Det kan være juleøllet men helst mjød. Drikkeskålen er husets fineste stykke – måske endda et gammelt drikkehorn. Efter måltidet – som har varet længe – den der først holder op med at spise vil dø inden året er omme – sluttes med en bøn, og man takker for maden, og husbond og madmoder giver hånd til alle.

Varsler

Juletiden bruges så bl.a. til at tage varsler for det kommende år. Man kunne f.eks. liste sig udenfor lige før bordbønnen og kigge ind ad vinduet for at se, om nogen manglede hovedet. Så ville vedkommende nemlig dø inden et år.  Julelysene var også vigtige til varsler (og i det hele taget vigtige – så meget at de fattige fik lys og ikke bare brød i almisse til jul). Som regel satte man to specielle lys på julebordet som julelys (der kunne være flere lys til oplysning), og disse to lys viste næste års lykke. Man kunne også bruge dem til at lægge sine penge og værdigenstande ved, så lyset kunne skinne lykke på dem. Nogle steder blev de båret rundt, så de kunne skinne lykke på gård og dyr og under alle omstændigheder skal de brænde hele natten. Hvis lysene stadig brændte om morgenen ville både husbond og madmoder leve dette år – ellers ville den dø, hvis lys var gået ud. Man kunne også dryppe af lyset i vand og tyde den figur, der dannedes.

Og så er der spørgsmålet, som enhver bonde vil fokusere på – vejret det kommende år. Til det sattes solemærker for de 12 juledage. 12 cirkler, hvor man så hver dag i julen indtegner vejret på denne dag, og så har man vejret for årets næste 12 måneder – efter alle solemærker at dømme.

Julelege

Juledagene går derefter med mad og drikke og en masse julelege. Juledag foregår det meste hjemme og blandt egne bortset fra messen, men resten af julen er det sammen med landsbyen, gildet, slægt og venner. Man holder sammenskudsgilder og har selv øl med. Man kan lege julebuk, julevætte, hvidebjørn, huggetønde, hvegekors, ælte julekage, julebisp, de stolte nonner osv. Disse julestuer var muntre, bramfri, drukne, larmende, frivole og uopslidelige. Man forsøgte i flere århundreder at forbyde dem og ’al letfærdig og forargelig legen om julen’, men lige meget hjalp det. Selv min mormor fortalte om julestuer i sin ungdom i 1910-20, hvor man vist ikke lod middelalderen noget efter. Vi er blevet tamme siden jomfru Gundelil spurgte sin mor, om hun måtte besøge hr. Palle – og får lov:

 

Vel må du drikke juledrik

Med unge hr. Palle i år.

Så krænker han din ære,

Som han så længe eftertråer.

Julens afslutning

6. januar fejrer man så Helligtrekonger. Denne dag er også 13. dag jul, og på denne dag sætter solen sig atter i bevægelse. Julemærkerne er nu fyldt ud, og man kan genoptage sine daglige sysler og igen bruge ten, bor, kværn osv. og køre i vogn. Den hedenske arv findes både i angsten for at dreje noget og i den stjerne, som de hellige tre konger bærer, og deres navne som stjernebringere og stjernedrejere. Stjernen over Bethlehem og den endnu større ’stjerne’ smelter sammen i traditionen.

 

  1. januar er Skt. Knuds Dag og den ’officielle’ afslutning på julen:

Sankt Knud

Genner julen ud.

 

 

Anduin