Skyggespil

Der er dem, der gør, og dem der glor, og dem der tror de bestemmer. En hilsen fra 2043.

Jeg sidder her og læser o-mails, selvom det er mere end gammeldags, men som 83-årig har man vel lov at være nostalgisk, og det forventes åbenbart fra højeste sted. Der er en venlig henstilling fra det offentlige, om at jeg skal passe på, hvad jeg spiser. De har åbenbart fået en melding fra min bank om, at mit indkøb af is er steget i forhold til den autoriserede standard, selvom de også burde have set i rejseregistret, at mit oldebarn er på besøg, så jeg kan bruge af hendes is-kvote. Noget er åbenbart gået galt. Når det bliver holdt op imod, at min vægt og urin stadig er normal – det måler mit toilet og sender videre – kommer der vel nogen for at tjekke, hvorfor jeg spiser så meget is, uden det har nogen effekt. Der skulle jo nødigt bo nogen på adressen illegalt. Tænk hvis jeg havde fået en kæreste, uden at det blev registreret. Kaos i el-ration og det hele. uha da.

En anden fordel af alderen er, at man automatisk regnes for geografisk stabil, så jeg har ikke fået en chip i skulderen, så man kan tjekke, hvor jeg er. Det har mit oldebarn, og det er derfor, jeg ikke helt forstår det med isen. Jeg har lært at holde igen med at rejse på registrerbare enheder. Hver gang klikker der km ind på regnskabet, og hvis jeg bliver for mobil, så – chip chip. Måske hun har fået et snydeprogram. Det er godt nok ikke noget, jeg tør spørge om. Der er altid nogle, der lytter med.

I det mindste har jeg min have for mig selv – jeg bor trods alt for langt ude på landet til, nogen gider tælle mine hvidkålshoveder. Heldigvis, for herude er vi tilbage til naturalieøkonomi, siden kontanter blev forbudt. De kan jo ikke kontrolleres. I hvert fald ikke godt nok. Så tilbage til stenalderen også her og ikke bare på menukortet. Ikke at det er nødvendigt som sådan – det handler mere om mentalhygiejne. Hvis ikke man husker at have bare et hjørne af frihed et eller andet sted, dør man. Visner i hovedet, til man ender som robot. Godt ens gamle kammesjukker indeholder en samling krypteringseksperter, som kan få de mest uskyldige tekster ud af hvadsomhelst. Gad vide, om staten ved, hvad der kan skjules i en bageopskrift? Stadigt ikke nødvendigt som sådan, men fandeme om indholdet i mit hoved rager andre end mig selv eller den, jeg taler til. Så det er helt utroligt, hvor meget jeg bager. Faktisk er jeg nødt til at bage, for oplysninger bliver holdt op imod mine indkøb, så hvis jeg bliver ved at skrive om muffins, så får man en hilsen – eller retter et uanmeldt besøg, hvis man ikke køber den mængde mel, der passer til. Oven i den fra sundhedsmyndighederne selvfølgelig – det er jo ikke godt med alt det bageri, og hvem spiser dem egentlig? Og jeg sælger vel ikke kager, sådan illegalt? Ok – så noget er strikkeopskrifter og lidt om vejret og farven på mine roser, og hvor meget de er eller ej sprunget ud. Underligt jeg ikke har fået brev om at være lidt for blomsterfikseret, men gamle damer kan undskyldes meget, og det er vi jo så nogle stykker, der benytter os af. På vegne … det vil jeg ikke engang skrive på papir i en dagbog, gemt under mine gulvbrædder.

Jeg har ganske vist tjekket hytten for skjulte mikrofoner og fået en til at måle, at der ikke er noget tæt nok på til reel overvågning udefra. Godt man ikke bor i en by eller i et nybyggeri, hvor gulvet sladrer om, hvor meget man går og hvorhen. ‘Hej Yrsa, du har ikke gået dine 700 skridt idag. Det er ikke godt for din sundhed.’ Og ‘ hej, jae vi kommer bare fra statens rengøringsservice – må vi set lidt på det hjørne, du pludselig er blevet så glad for. Det trænger garanteret til et ekstra rengøring med al den trafik.’

Mærkeligt som historien gentager sig på besynderlige måder. I middelalderen skulle man gå til skrifte og tilstå alle sine synder. Nu behøver man ikke tilstå noget som helst – staten ved det hele helt automatisk.  I det mindste kræver det dog stadig elektroder på hovedet at se, hvad nogen tænker, men det er de vist ved at få styr på. Så har man ikke engang indersiden for sig selv. Men selvfølgelig – hvorfor skulle det være anderledes med hjernen – resten af kroppen tjekkes, og data sendes hver eneste gang man går på wc, bruger køleskabet eller bruger sportssko, og det er allerede umuligt at hverken se eller læse noget, uden det er registreret til mindste øjenbevægelse af den elektroniske tingest, man læser på.

Verden blev et spejlbillede men uden virkeligheden, og endte bag spejlet i et univers, hvor det ikke var en kat men finansverdenen, der havde grinet, der hang frit i luften med noget usynligt og substansløst bagved. Værdier blev fiktive, og skindet blev solgt på ideen om en mulig fremtidig bjørn. ‘The good guys’ tillod sig hvad som helst, for de havde jo defineret sig selv som ‘the good guys’, og så er alt jo tilladt, og målet helliger midlet – også selvom det viser sig, bemeldte mål aldrig har eksisteret. Og stille og roligt var der overvågning på selv den mindste tanke, selvom vel halvdelen af det overvågede var ren fiktion. Til sidst var der nærmest bare pseudo tilbage – et grin uden hverken kat eller latter – og så de ganske få, der sad med fjernbetjeningen og de rigtige penge.

Selvfølgelig er der ting, der går sport i. Som når man får et høreapparat (jeg nægtede implantat), hvor det ikke kun er en selv, der hører det hele. Og man kan ikke bare proppet skidtet i en blyæske og glemme det, for så bevæger det sig jo ikke. Så er det, man har fat i en kammerat, der skriver et ‘gammel dame’ program, der sender nogle sandsynlige data, mens apparatet så iøvrigt lader mig høre, hvad jeg har brug for.  Stadig for princippets skyld.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor alle de data ender. Mindst halvdelen er fiktive – enten som mine, eller fordi folk slet ikke lever deres egne liv længere, og der er så meget, ingen kan tjekke noget som helst. Formentlig sidder der en programmør og griner et eller andet sted, fordi hun har skrevet et virkelighedsprogram, som poster sandsynlige data ud, mens de rigtige slettes. Og nogle har garanteret en mistanke men siger ingenting, fordi det også er meget lettere. Så har alle den virkelighed, de gerne vil, og der er kun de flimrende reflekser af kunne-have-været tilbage. Ægte Maya. Rene illusioner uden substans. Kvantevirkelighed som makrovirkelighed. Det er snart længe siden, man opdagede, at der ikke findes partikler – kun tilstande. Jeg havde dog ikke forventet, det kunne overføres til det, vi normalt kalder virkeligheden, men det virker sådan. Der er kun tilstandene – ikke noget, der har dem. Der er ikke noget indeni. Facader uden huse. Man går lidt og venter på, det siger ‘puf’, og det hele opløses i en regnbue af flimrende lys.

Underligt at opleve etpartisystem her. Ikke at nogen bliver forfulgt – i hvert fald ikke synligt. Det er mere ‘berufsverbot’, sådan som der var i Tyskland engang. Dengang hed det Vesttyskland, og der var også et Øst- med Stasi, som brugte overvågning og stikkere. Hvis de havde vidst. Ikke den mest magtliderlige despot i verdenshistorien har været i nærheden af det niveau af kontrol, ‘forsvaret af demokrati og menneskerettigheder’ er nået til. Den rene farce. Men ‘Man binder os på mund og hånd’ sang de for over 100 år siden. Nu er verden mere sofistikeret – man lader folk binde sig selv. Ingen siger det, de mener – du ved ikke, hvem du taler til, eller hvor deres høreimplantat sender til. Så man tier stille. Det virker ganske vist ikke på alle. Gad vide om nogen har overvejet, hvor for kurser i  tegnsprog oplevede en renæssance længe efter, man kunne kurere døvhed? Nostalgi? Ha! Men som historiker kan jeg helt legalt forske i uddøde sprog og læse papirbøger. Historie er sjovt nok blevet på populært på et seneste. Og kunst. Browns Langdon blev pludselig populær af helt andre årsager end forventet.

Ganske som sædvanligt begyndte det hele med ‘fornuft’. ‘Du kan jo godt se’, og ‘det vil være godt for økonomien’, og ‘enhver kan jo sige sig selv’, og ‘det er nødvendigt for landets bedste’, og ‘det er kun for at beskytte borgerne’, og ‘det er for din egen sikkerheds skyld’ osv. Og samtidigt blev alle så lullet i søvn af fjernsyn fyldt med ‘living by proxy’, hvor man i stedet for at leve sit eget liv kunne nøjes med at glo på de andres, og iøvrigt skabe sit eget helt autentiske surrogatliv i et alternativt cyberunivers, på en spillekonsol eller såmænd helt autentisk og real-time lade-som-om-jeg-er-den-jeg-gerne-ville-være sexy bitch – lige så løgnagtigt og iscenesat, hvad enten man var deltager i et reality show, fake blogger, eller oprettede ekstra profiler for at like sig selv på sociale medier. Det sidste kan man ikke længere – nu fungerer de kun med retina-scan. Men man kan stadig lyve.

Det var ikke engang tydeligt, dengang for 30 år siden, det hele startede, hvad der satte den besynderlige kollektive paranoia igang. Alt skulle overvåges. Der var noget terror som undskyldning, men den var ikke værre end den i 1970’erne. Tværtimod egentlig. Men USA brugte det som undskyldning til at indføre en lov, hvor de gav sig selv lov til at overvåge, fængsle og eliminere hvem som helst, hvor som helst – inkl. udenlandske statsborgere i andre lade – inkl. hjemme hos dem selv og helt uden retssag. Så det gjorde de så. Ikke at de fangede nogen. Dem, der virkelig har noget at skjule, ved også hvordan man gør det. Det er de dumme, de godtroende og de ligeglade, man fanger. Ikke de professionelle. ‘Fjenden’, hvem det så ellers er, er for længst væk, hvis den nogen sinde har været der. Nogle politikere gik med spejl i brillerne – så kun deres egne illusioner, indtil de fik magt til at tvinge dem ud over resten af verden og gentog McCarthy bare udover egne grænser. Men nedenunder fandtes alternativerne alligevel. En verden i flere lag. Dem der gør, og dem der glor, og dem der tror de bestemmer. Al magt til illusionerne.

Du vil måske undre dig over, hvorfor jeg overhovedet skriver i min ‘dagbog’. Måske fordi jeg er historiker og forestiller mig en fremtid, hvor nogen – forhåbentlig befriet for alt det her kontrol (der er vel en chance – alle tidligere ‘civilisationer’ er jo uddøde) – forsøger at finde ud af, hvordan verden var engang. Jeg vil gerne forsøge at sige, at ikke alt, hvad der står i historiebøgerne, er sandt. Ikke alle data er sande. Om I så engang har alt det, der er samlet sammen – lyttet, overvåget, kigget med… så er det kun en del af sandheden. Udover den fabrikerede, og I vil nok ikke kunne se forskel. Engang troede man, at mange ville flygte ind i fiktive digitale universer. Det skete ikke. I stedet blev ‘virkeligheden’ gjort til fiktion. Så endnu engang tilbage til stenalderen. Jeg stoler på vinden og regnen og lyset. Græsset og hvidkålen og årstiderne, som ingen endnu har kunnet lave om på. Resten – nej. Mit køleskab siger godmorgen og fortæller mig min sundhedstilstand. De data, jeg har fodret systemet med. Måske jeg er den sidste, som risikerer at skvatte om, uden nogen ved det. For mig er det en slags frihed.  Mit liv er mit. Stadig mit. Lidt endnu i hvert fald.

Verden går i ring. En revolution er en hel omdrejning. Jeg nåede at leve et rigtigt liv ude i virkeligheden. Den er der endnu et sted, og hvis jeg kan, vil jeg knuse spejlet, inden det er for sent. Noget skal man vel bruge sin alderdom på. Jeg, der voksede op bag en ligusterhæk er nu endt som revolutionær. Jeg får hele tiden besked på at få en hobby, fordi det er så sundt. De skulle bare vide…

Anduin ©